Gå til hovedindhold
Sommercocktail med hindbær og citronverbena. Foto: Chris Tonnesen
Sommercocktail med hindbær og citronverbena. Foto: Chris Tonnesen
Artikel for alle

2 sommercocktails med bær fra haven

Få Adam Engels opskrift på 2 lækre cocktails på bær og andre gode sager fra haven, der kan slukke din tørst på en solrig dag. 
Adam Engel - 
21. juni 2018

Adam Engel er forfatter til bogen ”Vild saft” – der er fyldt med gode opskrifter på, hvordan man kan drikke haven og naturen. Her fårt du Adams opskrift på 2 liflige sommercocktails med bær og urter fra haven. Server dem fx som en velkomstdrink med nogle snacks til og lad sommeren starte i glasset.

Cocktail med jordbær og hyldeblomst

En læskende cocktail, man kan nyde i skyggen på en solrig dag eller i aftensolen, skal være fyldt af havens mange solmodne smage og dufte, og hvad er mere sommerligt en hyldeblomst og solvarme jordbær.

Det kan dog hurtigt blive meget sødt at lave cocktails på hyldeblomstsaft og jordbær, så her er opskriften på en lækker aperitif, der med sin bitterhed og noter af urter er et perfekt supplement til søde og syrlige i bær og blomster. 

Denne cocktail kunne sagtens gå hen og blive et sommerhit, da den minder meget Aperol Spritz.

Forberedelse: 3 dage
Tilberedning: 1 minut

Cocktail med jordbær og hyldeblomst. Foto: Chris Tonnesen

Det skal du bruge:

Til 2 glas

  • 1 bakke friske jordbær
  • 1 flaske chartreuse
  • 2 lime
  • 4 cl koncentreret hyldeblomstsaft
  • 1 flaske Prosecco
  • Isterninger

Forberedelse:

  1. Skær jordbær i skiver (på nær to, du lader blive hele) og læg dem alle i en beholder.
  2. Hæld chartreuse over og læg på.
  3. Lad det trække i 3 dage.

Sådan mikser du cocktailen:

  1. Fyld to glas med isterninger.
  2. Hæld 2 cl chartreuse , 2 cl koncentreret hyldeblomstsaft og saften fra 1 lime i hvert glas.
  3. Top med ca. 3 cl Prosecco og rør let rundt i bunden af glasset.
  4. Skær de to hele jordbær i skiver og pynt med dem. Servér. 

Ildrød sommercocktail med hindbær og citronverbena

Forberedelse: 1 time
Tilberedning: 1 minut

Cocktail med hindbær og citronverbena. Foto: Chris Tonnesen

Det skal du bruge:

Til 2 glas

  • Friske hindbær, ca. 250 gram
  • 200 rørsukker
  • 3 dl vand
  • 10-12 blade citronverbena
  • 2 lime
  • 6 cl lys rom
  • Danskvand
  • Isterninger
  • Ekstra blade citronverbena til pynt

Forberedelse:

  1. Kog hindbær, rørsukker og vand op.
  2. Tilføj citronverbenabladene og lad det simre i 5 minutter.
  3. Sigt saften ned i en flaske, mens du presser den sidste saft ud af bærmassen.
  4. Stil flasken på køl.

Sådan mikser du cocktailen:

  1. Fyld to glas med isterninger.
  2. Hæld 3 cl lys rom i hvert glas.
  3. Hæld derefter 3 cl hindbærsaft samt saften fra 1 lime i hvert glas.
  4. Top glassene med danskvand og rør let i drinken.
  5. Pynt med citronverbenablade og servér.
     

Adam Engel om sig selv

Efter at have arbejdet med restauranter og hoteller i nogle år, valgte jeg at starte mit eget. Jeg har altid brugt meget tid på at fortælle historierne bag råvarerne og hvad jeg serverede, og jeg følte, at jeg bedst kunne fortælle dette med udgangspunkt i mit helt eget smagsunivers. Jeg stødte tit på ulogiske ting i de restauranter, jeg har arbejdet med. Hvorfor servere ultralokale grøntsager, når vinen alligevel er fra Spanien? Og hvorfor spise bær fra skoven til en kop kaffe fra Afrika?

Jeg forstod, at den bæredygtige og sæsonbetonede tankegang endnu ikke var nået ud i alle kroge af gastronomien, og derfor satte jeg mig for at komme med mit ydmyg bidrag gennem mit madunivers, og derigennem at få flere til at få  øjnene op for alle de muligheder, der ligger i gastronomien, hvis vi hæver blikket fra de låste rammer for mad og drikke, der har præget os de sidste par generationer.

Adam Engel er forfatter til bogen "Vild saft". 

Jeg bor til dagligt på Christianshavn, men er næsten dagligt ude i naturen. Det er ofte blot for at fornemme, hvor vi er på sæsonen. Det giver mig en kæmpe ro at mærke, hvor vi er i mikrosæsonerne for de forskellige urter og planter, og hvornår den næste mikrosæson starter. På den føler jeg, at jeg får en bedre forbindelse gennem tid og sted med det område, jeg befinder mig i. Det er denne følelse, jeg prøver at viderebringe gennem mine middage, ture eller foredrag, da jeg mener, den er sund for os at mærke en gang i mellem. 

Jeg har skrevet to bøger i 2017 om saft på vilde planter og om varme drikke fra hele verden. Fælles for dem begge er min ambition om at formidle om både bæredygtige, lokale og historiske nuancer af madkulturen, så vi bedre kan forstå, hvor vi kommer fra, hvor vi bevæger os hen og hvordan vi bedre kan frigøre os for de gastronomiske rammer, vi har pålagt os selv i den moderne verden.

Til Adam Engels hjemmeside

Få masser af inspiration

I magasinet HAVEN kan du læse om nye tendenser, spændende haver, beddesign - og sjove "gør det selv" projekter. HAVEN udkommer 10 gange om året.