Gå til hovedindhold
Åben Have

Valmuevej 27 Holstebro

Valmuevej 27. En varieret have med stauder, roser, buske, frugt og 9 frodige højbede.

Arrangeret af afdeling/kreds

Åbningstider 
10. august 2021 18:00 til 21:00
Pris 
10,00
Medlemspris 
10,00
Beskrivelse af haven 

Hos Karen Fisker, Valmuevej 27 skal vi se en varieret have med noget af det hele.

Havens elementer består i gentagelse i brug af lærketræ og net af riojern. Rafter af lærketræ er gravet ned og sammen med riojern danner det espalier flere steder i haven. Både husets tilbygning og havestuen er beklædt med sibirisk lærk og højbedene i køkkenhaven er lavet af lærkeskaller fra et lokalt savværk.

Som gæst i haven, møder du den første hyggeplads mellem to espalier. Bord-bænke-sættet er farbror Jørns konstruktion i galvaniseret stål og teaktræ. Tegnet og svejset i 1975. Teaktræet har aldrig fået oliebehandling. De to espalier med forskellige klematis danner de kulørte bagvægge.

Tættest ved terrassen er rosenbedet placeret. Tidligt forår er bedet tæt blomstrende af hyacinter. Hen mod sommeren gror de mange pink-fairy-roser op og danner rammerne om et par historiske roser. Desuden er bedet fyldt op med lavendel og hotensia. Hele bedet er i pink/rosa/blå nuancer. Som solitært træ står tempeltræet/ginkgo biloba.

Tre gamle rododendrons er basis i surbundsbedet sammen med enkelte azalea og lyng.

Bag en lav bøgehæk, der skal skjule en gammel stensætning, er højen. Den er opstået ved at hækafklip og kompost er placeret her gennem mange år. På højen er plantet forskellige frugttræer, som snart bør bære frugt. Tidlig forår blomstrer 1000 påskeliljer på højen.

Staudebedet bugter sig ned midt i haven og er opdelt i gyldne / hvide / rødlige nuancer. Herefter kommer en række af frugtbuske og frugttræer.

I køkkenhaven er der opstillet 9 højbede, der drives med 4 års sædskifte. Afgrøderne er kartoffel, ærter, bønner, løg, jordbær. Et par af bedene er til snitblomster.

I haven er der adskillige frugttræer og bærbuske: æbler, pærer, blommer, kirsebær, figen, oliven, brombær, hindbær, blåbær.

Øst for huset er gangarealet belagt med flis; både for at mindske vedligeholdelse og for at give fornemmelsen af at du går i skoven.

Samme aften er der åben have på Viborgvej 33 og Allegade 22.

Indgang pr have kr 10,00 som går til Haveselskabet.

Adresse 
Valmuevej 27
7500 Holstebro
Kontakt 
Karen Fisker Nielsen
30134325