Foredrag ved Lotte Bjarke - AFLYST GRUNDET COVID-19
Info
I det tidlige forår kribler det i de grønne fingre efter at få jord under neglene, og havedrømmene står i kø. Tag med på en tur hele vejen fra frø til fryd denne aften, der står i sommerblomsternes tegn.
Uanset om du drømmer om at fylde dine bede og krukker med smukke sommerblomster, eller om at dyrke blomster til lækre buketter, får du hjælp til at komme i gang med at gøre havedrømmene til virkelighed. Du får inspiration til, hvor og hvordan sommerblomsterne kan dyrkes og anvendes i haven og til, hvordan du sikrer dig, at din sommerblomsthave bliver til fryd og glæde for både dig og insekterne og for de heldige modtagere af hjemmedyrkede blomsterbuketter.
En lille pose frø indeholder et helt eventyr, der bare skal slippes løs ved hjælp af ilt, vand og kærlighed.
Lotte Bjarke guider dig ind i eventyret med inspiration og gode ideer til at gøre din have ekstra dejlig med sommerblomster. Begyndere kan starte her, og garvede havefolk kan finde ny inspiration. Du får masser af tips til såning, prikling, knibning og alt det hyggelige arbejde, der skal til for at komme sikkert fra frø til fryd.
Lotte Bjarke er hortonom, haveskribent, forfatter, blogger og redaktør. Besøg hende på www.helthenihaven.dk