Gå til hovedindhold
Pæoner. Foto: Flickr / Amanda Slater.
Pæoner. Foto: Flickr / Amanda Slater.
Artikel for alle

Bedplan: Stabilt staudebed

Bedet til dig, der kan lide, at planterne kender deres plads, så du ved, hvad du kan forvente.
Ellen Lærke Jørgensen. - 
14. februar 2017

Dette rolige og stabile staudebed er tilplantet med flere forskellige sorter af silkepæoner i et væld af changerende farver. 

Bunddækket i bedet består kun af to plantearter, den gulgrønne lodden løvefod og den violette storkenæb. Det giver et meget roligt udtryk, når få plantearter får så meget plads gennem bedet og optræder flere gange.

Roligt, stabilt bed med pæoner i hovedrollen. Foto: Gapphotos.com / Christa Brand.

Her ses et frodigt sommerbillede fra sidst i juni, hvor det hele står i fuldt flor. Silkepæonerne er afblomstret sidst i juli, mens bunddækkerne har afsluttet deres blomstring lidt før.

Bunddækkerne kan klippes tilbage lige efter blomstring og vil kvittere med en mindre sensommerblomstring og et hold friske nye blade. Løvefod har en tendens til selvsåning, det minimeres ved denne nedklipning.

Planteplan til det stabile bed

Tegning: Ellen Lærke Jørgensen.

Bedets form

Bedet måler 3,5 x 6,5 m, men kan tilpasses i længde og bredde til andre haver. Bedet er det, man kalder et åbent staudebed. Der er ikke nogen ryg i bedet, og det kan betragtes fra flere vinkler i haven.

Planteliste:

Plantelisten er et bud på de pæonsorter, som vil give stemningen fra billedet.

1) Pragtstorkenæb, Geranium x magnificum ‘Rosemoor’, 45 cm, mørk-lillablå blomster i juni-august.

2) Lodden løvefod, Alchemilla mollis, 40 cm, gulgrønne blomster i juni-september. De skal klippes tilbage. 

3) Silkepæon, Paeonia lactiflora ‘Krinkled White’, 80 cm, enkeltblomstret med hvide kronblade i juni-juli, 

4) Silkepæon, Paeonia lactiflora ‘Karl Rosenfield’, 80 cm, røde fyldte blomster i juni-juli. 

5) Silkepæon, Paeonia lactiflora ‘Lady Alexander Duff’ , 80 cm, sartrosa fyldte blomster i juni-juli.

6) Silkepæon, Paeonia lactiflora ‘Schwindt’ , 80 cm, enkeltblomstret rosa i juni-juli. 

7) Silkepæon, Paeonia lactiflora ‘Auguste Dessert’, 80 cm, fyldte mørkrosa blomster med hvid kant. Blomstrer i juni-juli. 

8) Silkepæon, Paeonia lactiflora ‘Albert Crousse’, 80 cm, rosa fyldte blomster i juni-juli.

Sådan fungerer planteprincippet

Planterne er plantet i diagonale bånd gennem bedet i varierende længder. Bunddækkerne står i sammenhængende bånd, mens sorterne af silkepæoner veksler i båndene. Silkepæon må ikke plantes dybt, højst tre centimeter jord over knoldene.

Floks 'David'. Foto: Flickr.

Vækstforhold

Bedet står i fuld sol. Pæoner holder af en muldrig, leret jord, men ikke stående fugt om vinteren. Bunddækkerne er yderst fleksible i forhold til jordbunden. Begge tåler at stå lidt klemt mellem pæonerne. Høstfloks stortrives i en næringsrig fugtighedsbevarende jord.

Høstfloks i sensommeren

Blomstringen i bedet kan udvides ved at supplere med flere sorter af høstfloks Phlox paniculata.

De vil give bedet et smukt sensommerudtryk i august til september med samme fyldige romantiske udtryk som silkepæonerne gør midt på sommeren. 

Vælg fem forskellige sorter af høstfloks fx ‘David’ (hvid), ‘Anneke’ (sart rosa), ‘Lichtspel’ (rosa), ‘Hesperis’ (rødviolet), og/eller ‘Blue Paradise’ (blåviolet).

De indplantes i bånd af tre-fem styk i stedet for nogle af de violette storkenæb.

Flere stauder til et stabilt bed

Bunddækkende stauder, der ofte lever længe, om som ikke bereder sig - eller kun breder sig langsomt:

  • Almindelig blåkant, Nepeta x faassenii
  • Alunrod, Heuchera
  • Amsonia
  • Armensk storkenæb, Geranium psilostemon
  • Blodrød storkenæb, Geranium sanguineum
  • Kaukasisk storkenæb, Geranium renardii
  • Bjergmynte, Calamintha nepeta
  • Forårsvortemælk, Euphorbia epithymoides (tidligere E. polychroma)
  • Havetradescantia, Tradescantia x andersoniana
  • Småblomstret salvie, Salvia nemorosa

Bunddækkende planter, der ofte lever længe, og som bereder sig moderat:

  • Biskophat, Tellima grandiflora
  • Storkenæb, Geranium x oxonianum
  • Lodden løvefod, Alchemilla mollis
  • Kærmindesøster, Brunnera macrophylla

Kaukasisk storkenæb, Geranium renardii. Foto: Flickr.

Mellemhøje stauder, der ofte lever længe, og som ikke breder sig - eller kun breder sig langsomt:

  • Almindelig fjerbusk, Aruncus diodicua
  • Bonderose, Paeonia officinalis
  • Silkepæon, Paeonia lactiflora​
  • Daglilje, Hemerocallis
  • Gillenia trifolata
  • Høstfloks, Phlox paniculata (vælg sorter, der breder sig langsomt)
  • Kalimeris, Kalimeris incisa
  • Kinesisk astilbe, Astilbe chinensis
  • Plettet hjortetrøst, Eupatorium maculatum
  • Rød sankthansurt, Hylotelephium telephium (tidligere Sedum)
  • Kinesisk sankthansurt, Hylotelephium spectabile (tidligere Sedum)
  • Sibirisk iris, Iris sibirica
  • Solbrud, Helenium
  • Vernonia

Mellemhøje stauder, der ofte lever længe og breder sig moderat:

  • Asters, Aster cordifolius
  • Eurybia divaricatus (tidligere Aster divaricatus)
  • Høstanemone, Anemone hupehensis og hybrider
  • Kærtepileurt, Bistorta amplexicaulis (tidligere Persicaria amplexicaulis)

Astilbe chinensis 'Visions in Pink'. Foto: Flickr.

Oprette planter, der ofte lever længe, og som ikke breder sig - eller kun langsomt:

  • Hvid diktam, Dictamnus albus
  • Pragtskær, Liatris
  • Skjolddrager, Scutellaria
  • Stormhat, Aconitum
  • Sølvlys, Cimicifuga
  • Sølvperovskia, Perovskia atriplicifolia
  • Virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum

Det lette dtys i bedet, som lever længe og breder sig langsomt:

  • Kvæsurt, Sanguisorba
Annonce

Få masser af inspiration

I magasinet HAVEN kan du læse om nye tendenser, spændende haver, beddesign - og sjove "gør det selv" projekter. HAVEN udkommer 10 gange om året.