Gå til hovedindhold
Have med bakke af overskudsjord.
Foto: Ellen Bundgaard
Artikel for alle

Brug overskudsjorden til en frodig bakke i haven

Her får du et eksempel på, hvordan du ved at anvende overskudsjord kan få en mere spændende have.
Ellen Bundgaard - 
05. maj 2010

Jord, der bliver til overs - fx efter byggeri - vil normalt blive kørt væk, og det kan være dyrt. Du skal ikke kun betale for transporten, mange steder koster det også penge at komme af med jorden – evt. efter den er blevet analyseret for spor af forurening. Men der er en anden mulighed: At anvende jorden i haven, som på den måde kan blive mere spændende. Det kræver naturligvis, at der er tilstrækkelig plads i haven.

Sti bagom volden

I dette eksempel er overskudsjorden blevet formet til en stor bakke i hjørnet af grunden med en blød skråning ned mod græsplænen i retning af terrassen.

Bagtil holder en støttemur på jorden, som derved kan stå stejlt og ikke optage så meget plads. Støttemuren er ca. 80 cm høj og opbygget af knækfliser, der alligevel skulle fjernes fra en anden mur i haven.

Den nye støttemur står en meter fra hækken i skellet. Dermed bliver der en sti bagom volden, og det er praktisk, når hækken skal klippes. Støttemuren afsluttes med en lille trappe inde i hjørnet og en sti op over bakken og ned til græsplænen, så det bliver muligt at gå en spændende rundtur i haven og betragte den fra en helt ny vinkel.

Varieret beplantning på bakken

Ved bakken blev fjernet nogle ældre fyr og grantræer. Birketræerne er indtil videre bevaret, men de vil formentlig gå ud, da deres rødder pludselig er kommet til at ligge meget dybere og får dårligere lufttilgang.

Ovenpå bakken kan der i stedet plantes nye træer, som baggrund i haven. Det kan være mindre birketræer, japanske kirsebær eller nye fyr og grantræer.

Annonce