Gå til hovedindhold
Diervilla
Diervilla. Foto: Aksel H. Sørensen
Artikel for alle

Diervilla

Køn og nøjsom busk til bunddække.
Aksel H. Sørensen - 
22. oktober 2009

Der er ikke det store udvalg, når vi taler lave, tætte buske, som tåler sol, skygge og vind, som kan vokse på let og tør jord, og som samtidig er værd at se på. Men der findes i hvert fald én: Diervilla, Diervilla sessilifolia ’Dise’.

Den er en løvfældende busk på knap en meters højde. Væksten er opret, efterhånden let overhængende, og grenene og bladene er så tætte, at busken dækker rigtig godt. Derfor fungerer den som et effektivt bunddække, hvis jorden er renset for flerårigt ukrudt.

Lang blomstring

Løvet er let og lysegrønt og giver planterne en friskhed, som ikke ses hos ret mange andre buske. De nye blade er svagt rødlige. Da der over en lang periode er både grønne og rødlige blade, giver det planten et lettere broget udtryk.

Blomsterne er små og gule og sidder i små kvaste. Der er ikke mange på en gang, men de dannes fra slutningen af juni til september.

Diervilla sessilifolia ’Dise’ breder sig moderat ved udløbere, men ikke mere end den kan styres. Planterne er normalt hårdføre, men de yngste skud når ofte ikke at modne helt inden vinteren. Derfor kan skudspidserne fryse, men næste års nyvækst dækker nemt de døde grenspidser.

Busken er god som bunddække på åbne flader og under træer og store buske. Den egner sig også godt på skråninger, hvor den holder godt på jorden.

Annonce

Få masser af inspiration

I magasinet HAVEN kan du læse om nye tendenser, spændende haver, beddesign - og sjove "gør det selv" projekter. HAVEN udkommer 10 gange om året.