Gå til hovedindhold
Foto: Rikke Thiirmann Thomsen
Artikel for medlemmer

Gødning til skærehavens blomster

Der er mange måder at gøde sine planter på, men det vigtigste er at planterne får noget at leve af.
Louise Møller - 
03. marts 2021

Man kan blive helt rundtosset af at se alle de forskellige gødningsprodukter der findes i havecenteret. Hvilke skal bruges til hvad? og hvordan skal man gøde i skærehaven? Det er findes der ikke kun ét svar på, men for at gøre det enkelt, så kommer man langt med en helt almindelig allround havegødning. 

Gødning til de forkultiverede planter

Når man forkultiverer så man i så- og priklemuld. Det er en næringsfattig jord, og det er vigtigt, for hvis der er for meget gødning i jorden kan det svide de små spirer. Desuden har planterne ikke behov for gødning i deres allertidligste stadie. 
Når de små planter er blevet priklet over i hver sin potte, kan man evt. blande halv dosis flydende gødning i vandingsvandet, hvis ikke pottemulden er gødet på forhånd. 

Flydende gøding i halv dosis kan bruges til de forkultiverede planter. Foto: Haveselskabet

Når bedene gøres klar

Når bedene udendørs gøres klar, er det vigtigt at jorden er velgødet. Det kan man enten gøre ved at udlægge 5 cm kompost eller staldgødning (brug dog ikke frisk hønsemøg), men har man ingen af delene kan man også købe gødning på planteskolen. Gå efter en tør (ikke flydende) organisk allround gødning. Organiske gødninger er langtidsvirkende i modsætning til kunstgødning. Læs mere om gødning her.

Staldgødning er meget velegnet til at blande rundt i jorden inden der sås og plantes ud. Foto: Pixabay

Resten af sæsonen

Hvis jorden er velgødet når du starter, så er der næring nok i jorden til det meste af sæsonen. Men det kan være en god ide med et ekstra drys gødning i løbet af august, så planterne holdes i god vækst. Vælger du at gøde med kunstgødning, må du regne med at skulle gøde 3-4 gange i løbet af sæsonen. Kunstgødning virker hurtigere, men man skal gøde oftere.  

Man kommer langt med en organisk allround havegødning. Foto: Haveselskabet

Gød ikke for meget

Når man bruger gødning, er det vigtigt altid at følge doseringsvejledningen på pakken. Mange tænker, at hvis jeg gøder lidt mere, så gør jeg det ekstra godt for planterne. Men overgødskning har den modsatte effekt. Det får planterne til at mistrives. Så hellere gøde lidt, men ad flere omgange.   
 

Annonce

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.