Gå til hovedindhold
Bæredygtighed og hensynet til dyrelivet er tænkt ind mange steder i denne taghave. Foto: Jesper Carl Corfitzen
Artikel for alle

Haven skal være smuk, brugt og bæredygtig

Få inspiration til, hvordan genbrug og en bæredygtig livstil kan kombineres med et super tjekket havedesign.
Gusta Clasen - 
21. november 2013

Tankerne om bæredygtighed og genbrug i haven er ikke længere forbeholdt græsrødderne. Tendensen med at tænke bæredygtighed ind i havens design er i 2013 braget igennem på de store, internationale haveshows.

Her har vi set, hvordan nogle af verdens bedste havedesignere skaber haver, hvor miljøvenlige materialer, opsamling af regnvand, hensynet til dyrelivet og genbrug er tænkt ind i havens design på smukkeste vis.

Bæredygtig taghave i byen

Det gælder for eksempel den kendte, engelske havedesigner Nigel Dunnetts taghave, som vandt en guldmedalje ved det prestigefyldte Chelsea Flowershow 2013 i London.
 

I taghaven opsamles regnvandet i et lavvandet bassin med iris og andre fugtelskende planter langs kanten. På et læskur hænger flere runde insekthoteller i et smukt mønster, der er grønt tag på skuret og en grøn væg, og det hele er på realistisk vis integreret med ventilationsrør og skorstene på taget. I forgrunden ses de lilla blomster hos purpurkongelys, Verbascum phoeniceum ‘Violetta’.

Både smuk og bæredygtig

Det er inspirerende, hvordan Nigel Dunnet og de andre havedesignere formår at skabe haver, der er helt igennem bæredygtige uden at gå på kompromis med det æstetiske indtryk. 

Nigel Dunnets showhave viser, hvordan taghaver kan bringe træer, engplanter, bier, fugle og vand ind i hjertet af storbyen, og på bedste vis kan forene bæredygtighed og biodiversitet med byboernes ønske om et skønt sted til afslapning og rekreation i tæt kontakt med naturen.
 

Liv i kommoden

Mange af de internationale havedesigneres ideer kan sagtens bruges i en almindelig have. 

På Chelsea Flowershow så vi mange sjove påfund og ideer. For eksempel denne gamle kommode, som har fået nyt liv med jordbærplanter, hornvioler og andet grønt. 

Hvis du vil gøre kunsten efter, er det en god idé at bore drænhuller i bunden af skufferne, så overskydende vand kan løbe fra, og du kan yderligere forlænge kommodens levetid ved at fore skufferne med plastik og opbevare kommoden indendørs i vinterhalvåret tømt for planter.

Sengebund som klatrestativ

En anden god idé er denne gamle sengebund med rustne fjedre, som er blevet til en dekorativ rumadskiller i haven. Den kunne også fint bruges som stativ for klatreplanter. Ved foden af sengebunden vokser bl.a. vortemælk, vild kørvel, forglemmigej og en finløvet japansk løn. Og i baggrunden ses en havestol lavet af et gammelt badekar.
 

 

Annonce

Få masser af inspiration

I magasinet HAVEN kan du læse om nye tendenser, spændende haver, beddesign - og sjove "gør det selv" projekter. HAVEN udkommer 10 gange om året.