Gå til hovedindhold
Foto: Haveselskabet
Artikel for alle

Historien om Haveselskabets Rådgivning

Læs historien om Haveselskabets Rådgivning som gennem snart 60 år har hjulpet havefolket med løsninger på alverdens udfordringer.
Louise Møller - 
08. april 2021

Haveselskabets Rådgivning har eksisteret siden 1963. Dengang hed den HAVENS brevkasse og blev et fast element i medlemsbladet HAVEN, og har været det lige siden. Gennem årene har utallige læserundersøgelser vist, at siderne med spørgsmål og svar er blandt de mest populære. Men Haveselskabets Rådgivning er meget mere end det. De spørgsmål og svar der bringes i HAVEN er kun en meget lille del af de spørgsmål som Rådgivningen modtager og besvarer hvert år.

Sagt på tomandshånd

Haveselskabets Rådgivning er en service til foreningens medlemmer. De kan gratis få svar på spørgsmål om haven, og de spænder fra alt til plantevalg, skadedyr, beskæring og dyrkningsmetoder og meget mere. 
De første 25 år af brevkassens eksistens var det redaktør Grethe Vembye der var ansvarlig for at besvare de mange spørgsmål fra medlemmerne. Da hun efter de 25 år stoppede sit arbejde, valgte man at udgive en bog med 448 af de spørgsmål og svar, som Grethe Vembye havde besvaret gennem sin tid som ansvarlig for brevkassen. Bogen hedder Sagt på tomandshånd og blev kun trykt i et mindre antal.


Foto: Haveselskabet

Bladrer man bogen igennem, ser man tydeligt, at mange af de udfordringer som haveejerne stødte på dengang, er de samme som man hører om i dag, og de følger årets gang og afspejler meget godt de almene problemer som haveejerne tumler med i løbet af året. Det kan f.eks. være mos i græsplænen, bladlus, vinteropbevaring af planter og meget andet.  


Foto: Haveselskabet

Men der dukker også spørgsmål op om mystiske hændelser eller pudsigheder som spørgerne ønsker forklaring på. Til tider kan det være svært at komme med et sikkert svar på, for naturen har det med at overraske os. I sådan nogle tilfælde må svaret bero på antagelser, fornemmelser og erfaringer. For eksempel kan man i bogen Sagt på tomandshånd finde følgende spørgsmål/svar:

Brune kernehuse
Desværre er en alt for stor del af vores ’Belle de Boskoop’ i år angrebet af svamp eller råd indvendig i form af et stort brunt område omkring kernehuset. Hvad skyldes det og hvad kan løse problemet?

SVAR Det beskrevne fænomen har været ganske udbredt i den forgangne frugtsæson, også hos erhvervsfrugtavlere. Specielt i ’Belle de Boskoop’ og ’Cox Orange’. Det har noget med klimaet at gøre mener man. Der er ligesom ikke rigtig noget at gøre ved det – blot har man lov at håbe på, at det ikke gentager sig i den kommende sæson. 

Erantis i danske haver
Hvornår er erantis blevet almindelig i danske haver? Jeg kan ikke huske at have set dem i min barndom i Kerteminde i ca. 1920. Derimod i en have i Gentofte omkring 1930. En jævnaldrende veninde erklærer kategorisk, at der hverken var nattergale eller erantis i Hobro i hendes barndom.

SVAR Erantis stammer fra Sydeuropa. Og som så mange andre fremmede haveplanter er den jo gradvis blevet mere og mere almindelig i danske haver. Jeg ved ikke hvornår den er kommet til Kerteminde og Hobro, men jeg har i hvert fald fundet den omtalt i en dansk havebog fra 1907.
Om nattergalen hedder det, at den i det mindste ikke tidligere var at finde nord for Randers, så det lyder rimeligt at den ikke har været nord for Hobro.

Der findes ingen dumme spørgsmål

Haveselskabets medlemmer er en blandet skare. Både hvad erfaring og interesser angår. Derfor spænder spørgsmålene også bredt, og bærer præg af, at haveejerne er forskellige steder i deres haveliv. Nogle har haft have i en menneskealder, men kan alligevel have behov for at vende tanker og ideer. Andre er helt ”grønne”, står med deres første have, og har brug for hjælp til plantenavne, pasning af planter eller rådgivning i forhold til hvad der skal gøres hvornår. Heldigvis findes der ingen dumme spørgsmål, så alle medlemmer får svar i Haveselskabets Rådgivning
    

Annonce

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.