Gå til hovedindhold
Koreakornel. Foto: Flickr
Koreakornel. Foto: Flickr
Artikel for alle

Koreakornel - en langsom starter

Koreakornel er en stor busk eller et lille træ med elegant grenbygning, som er værd at vente på.
Lisbeth Hvid - 
11. februar 2009

Koreakornel, Cornus kousa, er en stor busk eller et lille træ med elegant grenbygning. I juni-juli dækkes busken af smukke hvide blomster, der sidder enkeltvis på stilke lidt hævet over grenene. På afstand ligner det små lette skyer, der svæver hen over alt det grønne.

Busken udvikler sig langsom, og de første mange år må man derfor nøjes med forventningens glæde. 

Koreakornel 'Satomi'. Foto: Flickr.

Blomstrer længe

Den elegante busk er længe om at komme i blomst. Når den endelig går i gang, er det til gengæld spændende at følge udviklingen hos den særegne blomst.

De små blomsterknopper viser sig sidst i maj. De udvikles langsomt til små ubetydelige blomsterstande – det vi normalt opfatter som blomstermidten. Herunder udvikles fire små fligede svøbblade, der vokser sig større og større.

Omkring sankthans farves de hvide og tiltrækker sig al opmærksomheden. Samme fænomen kendes fra julestjerne.

Den samlede “blomst” varierer fra 5 til 8 cm i diameter. De sidder på stilke hævet 3-4 cm over bladene. I slutningen af blomsterperioden farves højbladene mere og mere rosa.

Koreakornel, Foto: Flickr.

Smuk vækstform og høstfarve

Koreakornel vokser stiv og opret. Sidegrenene udgår næsten vandret fra hovedstammen – en vækstform, der fører tankerne hen på japanske haver. Selv om busken har flere hovedstammer fra basis, er den nem at stamme op til et lille elegant træ. Som udvokset  måler den 3-4 meter i højden og næsten det samme i bredden.

Bladene er mørkegrønne med blågrøn bagside og bølget kant. De har karakteristiske, bueformede bladnerver og stærke, mørkt skarlagenrøde til rødbrune høstfarver.

I august afløses blomstringen af en lille kødfuld frugt, der bliver hængende længe på stilken. Den er rød og ligner på afstand næsten røde morbær. Frugten er spiselig og anvendes til marmelade i Korea, Japan og Kina, hvor planten stammer fra. Som rå er smagen dog ret kedelig.

Frugter fra koreakornel. Foto: Flickr.

Giv den en lun og lys plads

Busken er ikke vanskelig at dyrke. Den trives bedst i næringsrig muldjord på en lun og lys plads. I udsatte egne kan den have svært ved at komme i blomst. Den vil for eksempel passe godt ind i en lille lukket have, en frodig gårdhave eller i azaleabedet. Hvis den plantes op ad en sydmur, er det vigtigt, at den bliver vandet jævnt i tørre perioder, ellers går det ud over blomsterstørrelsen og tilvæksten.

Der kan være stor variation i plantematerialet med hensyn til blomstring, høstfarve, vækstform, hårdførhed mm. Det har vist sig, at de eksemplarer, der stammer fra Kina, har de største blomster og den hurtigste vækst.

Sorten Cornus kousa ‘China Girl’ har ret store, cremehvide blomster, mens Cornus kousa ‘Satomi’ har mørkrosa blomster.

Annonce

Få masser af inspiration

I magasinet HAVEN kan du læse om nye tendenser, spændende haver, beddesign - og sjove "gør det selv" projekter. HAVEN udkommer 10 gange om året.