fbpx Krokus giver tidlig forårsfarve | Haveselskabet Gå til hovedindhold
Snekrokus
Snekrokus kan brede sig til hele tæpper i lyslilla i det lidt vilde bed eller i plænen. Foto: Flickr
Artikel for alle

Krokus giver tidlig forårsfarve

Snekrokus giver fin farvevariation imellem de hvide og gule farver i det tidlige forår, og så kan den brede sig til hele tæpper.
Marian Haugaard Steffensen - 
21. februar 2014

Min absolutte favorit, når det gælder krokus, er den lille, slanke snekrokus, Crocus tommasinianus. Det skyldes især artens fine, lyslilla farve, som er så smuk sammen med de hvide og gule, tidlige forårsblomster.

Snekrokus har en fin og slank lille, lyslilla blomst, der åbner sig i forårssolen - Fotograf: flickr

Men det gør den også attråværdig, at den kan brede sig til hele tæpper, fordi den udover at brede sig ved sideknolde er flittig til at så sig selv. Og så er det tilmed den tidligste krokus i danske haver.

Allerede mens vintergækker og erantis er i fuld blomst, dukker de spidse, hvidlige blomsterknopper frem, og når forårssolen skinner, åbner blomsterne sig som små fine stjerner.

Robust krokus trods det sarte ydre

Snekrokus er en robust lille forårsbebuder, der trives godt i fuld sol, men også klarer sig udmærket i halvskyggen. Veldrænet jord er at foretrække, men også god leret havejord kan den klare sig i, blot jorden ikke er soppende våd i vintertiden. 

Snekrokus skyder frem allerede mens vintergæk og erantis stadig er i blomst. Ydersiden af kronbladene er lidt hvidlig, men blomsten åbner sig i en yndig lyslilla farve. - Fotograf: flickr

Pas på med hakken

Pas på ikke at hakke de fine frøplanter omkuld, hvis du planter snekrokus i bedet. Plant dem gerne lidt inde under buske eller mellem stauder, som senere dækker over dem med store blade.

I plænen er de nemme, da de visner tidligt ned, så du kan slå plænen tidligt uden at skade dem.

Der findes flere sorter af snekrokus, både i rent hvide og mere mørklilla nuancer. Læg knoldene i september-oktober.

Den tidlige blomstring er til gavn for bierne, som også er ude en tidlig solrig forårsdag. - Fotograf: flickr

Annonce

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.