
Ledig stilling: Haveselskabet søger ny havefaglig rådgiver
Haveselskabets rådgivning er i sikre og gode hænder hos havefaglige rådgivere, der i samarbejde med en lang række eksterne specialister vejleder og hjælper foreningens mange medlemmer med alt inden for havebrug.
Stillingen
Som havefaglig rådgiver er dine vigtigste opgaver at give vores medlemmer rigtige og brugbare svar og løsninger på deres mangeartede spørgsmål samt at understøtte Haveselskabets høje faglige profil i forhold til de opgaver foreningen varetager, også udadtil.
Ud over den daglige rådgivning vil der være opgaver som at skrive artikler til magasinet Haven og vores digitale platforme herunder sociale medier, have kontakt til pressen, holde foredrag og deltage aktivt i forskelligartede projekter. Som havefaglig rådgiver er du også aktivt med i planlægning og afvikling af Cph Garden, som gennemføres hvert andet år.
Der kan være nogle dages rejseaktivitet for at opsamle ny viden eller deltage i arrangementer afholdt i Haveselskabets regi rundt om i hele landet.
Som udgangspunkt er det en fuldtidsstilling, men er jobbet lige noget for dig, hvis det fx er 30 timer, må du gerne søge alligevel.
Tiltrædelse snarest muligt.
Du vil referere til Haveselskabets direktør.
Om dig
Du er passioneret omkring havebrug og forstår, hvad det betyder, når vi taler om haveglæde. Din viden om planter og havedyrkning er bred og solid.
Du har en uddannelsesmæssig baggrund som hortonom, landskabsarkitekt eller lignende indenfor den grønne verden.
Gode mundtlige og skriftlige formuleringsevner er en selvfølge, og du er ikke i tvivl om, at du vil være med til at gå en ekstra mil for Haveselskabets medlemmer.
Som person ser du muligheder, kan lide at arbejde i teams og har let til smil.
Om os
Du vil få 15 nye kolleger, der kan lide at arbejde sammen på tværs af funktioner og som med forskellige baggrunde tilsammen skaber en rigtig god arbejdsplads med højt til havens træer. Der er ikke langt fra ide til virkelighed, og vi gør alle en stor indsats for at dele ud af spændende havenyheder og inspirere til øget haveinteresse. Vi har fokus på fællesskabet, omsorg for naturen og nyder at dele haveviden med hinanden og andre.
Vil du være en af os?
Er du vores nye havefaglige rådgiver, håber vi, du vil sende din motiverede ansøgning samt CV til job@haveselskabet.dk senest den 7. februar 2021.
Har du spørgsmål af betydning for, om du vil sende en ansøgning, er du velkommen til at kontakte direktør Charlotte Garby på mobil 2370 0076.
Få magasinet HAVEN
