Gå til hovedindhold
Foto: Pernille Kaalund
Foto: Pernille Kaalund
Artikel for alle

Liv i den naturlige have

Du kan opleve Tony Skovsendes naturlige have her, og du kan høre ham i en snak om vilde haver på årets Cph Garden. Hans egen have er en vidunderlig, naturlig have skabt med almindelige, sunde og robuste haveplanter. Ikke kun vilde planter giver haven et naturligt udtryk, og mange haveplanter er rigtig gode for insekter og fugle. Det ser man i havedesigner Tony Skovsendes sommerhushave i Rågeleje.
TEKST: Marian Haugaard Steffensen, agronom og haveskribent. Foto: Pernille Kaalund - 
13. juni 2022

Tony Skovsendes have i Nordsjælland er et resultat af afprøvninger og erfaringer med vilde og dyrkede planter igennem de sidste 25 år. De grundlæggende erfaringer fik Tony i sin tidligere sommerhushave.

»Jeg var opsat på at bevare et uformelt og naturligt udtryk, og de store, ryddede arealer skulle hurtigst muligt dækkes af kønne blomster,« fortæller han.


Oplev Tony Skovsende til Cph Garden 2022, fredag den 1. juli klokken 13.30 - se hele programmet for Cph Garden her

Robuste stauder blev en succes

Først afprøvede han frøblandinger til blomsterenge, men græsserne fik lynhurtigt magten, og de spinkle, enstilkede frøplanter, som fik etableret sig, lå vandret over jorden ved den første slagregn. Derfor samlede han frø og stiklinger af de planter, der klarede sig godt i andre ryddede, sandede områder af sommerhusområdet: blodrød storkenæb, lægebaldrian, røllike, nyserøllike, ærenpris, fingerbøl, tjærenellike, katost, kattehale, akeleje og gederams blandt andet. »Når de kunne klare sig, kunne deres mere kommercielle fætre og kusiner nok også. Jeg supplerede med pragtrøllike, virginsk ærenpris og mange, mange sorter af forædlede storkenæb. Sibirisk iris, dagliljer, visse asters, torskemund og knoldet mjødurt er også planter, der ikke lader sig slå ud af græsser og ukrudt, når først de er etablerede,« forklarer han.

Stauderne blev indkøbt i store mængder og plantet tæt – seks til otte planter per kvadratmeter – for at de skulle lukke hurtigt.

»Det blev en succes! Det hele blev meget smukt og lidt af et udflugtsmål i kvarteret, indtil de levende hegn lukkede for indsyn. Naboer og venner bad mig om at skabe noget lignende hos dem,« fortæller han. Grunden var lagt for en virksomhed med havedesign.

For ti år siden flyttede Tony sammen med sin ægtefælle, Henning, ind i det smukke, gamle sommerhus, hvor de nu bor. Jorden er sandet, og den nye have blev anlagt efter de samme principper, som havde været en succes i den gamle have, men nu med et mere bevidst design og bredere planteudvalg. Øer med stauder blev stykke for stykke etableret i plænen, og de 600 af grundens 1.100 m2 består i dag af blomstrende bede.

Efterligner naturen med haveplanter

»En naturlig have er en have med stor biodiversitet,« forklarer Tony Skovsende. »I naturen kan der på kun én kvadratmeter findes over 100 forskellige plantearter. De enkelte arter blomstrer skiftevis gennem sæsonen, så det visuelle udtryk skifter. Den rytme skal man efterligne, hvis man ønsker et naturligt udtryk i sin have.«

Havedesigneren har derfor store, blå driver af pragtstorkenæb ned igennem haven. De blomstrer i juni, mens udtrykket ændrer sig i juli til bølger af hvidt og gult med kongelys. »Det er vigtigt, at bedet opleves som en helhed og ikke fragmenteret. Det er det væsentligste designelement, vi lærer af at iagttage naturen,« fastslår han.

Vilde planter er vanskelige at arbejde med. Drømmen om en vild blomstereng bliver sjældent til virkelighed, men de dyrkede planter kan også skabe en have, som er nyttig for insekter og fugle – særligt når man vælger arter, som er hjemmehørende eller i familie med de hjemmehørende samt enkeltblomstrende. Det vigtige er primært, at græsplæner og befæstelser begrænses. »Der skal ikke meget til for at bibringe privathaverne større naturlighed, for situationen er jo den, at de fleste haver i dag er udlagt med græsplæner og beton. Ethvert lille bed, enhver tilplantet krukke er et skridt i den rigtige retning,« fastslår Tony.

»Insekterne skal nok indfinde sig. De er ligeglade med, om det er vilde planter eller forædlede sorter, så længe blomsten kan byde på nektar og pollen. Sørg for, at der er blomster i hele sæsonen. På den måde er menneskenes og insekternes interesser sammenfaldende,« tilføjer den naturlige haves fortaler.

Gode insektplanter

Tony Skovsendes have er et paradis for insekter og fugle. Stort set alle planterne er enkeltblomstrende, så insekterne nemt kan komme til pollen og nektar, og der er blomster fra tidligt forår til vinter. Her er blot nogle af de mange sommerblomstrende planter, som insekterne nyder godt af:

1. Glatbladet tidselkugle, Echinops ritro, tiltrækker humlebier og sommerfugle til haven.

2. Ved filtbladet kongelys, Verbascum thapsus, kan man være heldig at se hunner af uldbier i gang med at samle redematerialer fra plantens behårede blade.

3. Hestemonarda, Monarda didyma, er rige på nektar og virker som magneter på humlebier og sommerfugle.

4. Aksærenpris, Veronica spicata, blomstrer frodigt i sommermånederne og er attraktive for havens bier.

5. Blomstrende høstanemone, Anemone hupehensis, er attraktive for insekterne sidst på blomstringssæsonen.

6. De metalblå russisk mandstro, Eryngium planum, tiltrækker mange slags bier, svirrefluer og sommerfugle.

 

Andre af Tonys favoritter

• Nyserøllike, Achillea ptarmica.

• Kæmpejernurt, Verbena bonariensis.

• Virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum.

Annonce

Kom med til Cph Garden 2022

Fra den 30. juni til 3. juli bliver du igen inviteret til Danmarks største haveshow: Haveselskabets Cph Garden i Ballerup. 4 dage med over 100 forskellige foredrag, 8 unikke showhaver designet af udvalgte havedesignere til lejligheden, haveoplevelser, skønne stande og meget mere. Når billetten er købt, er der gratis adgang til alle foredrag.