Gå til hovedindhold
Foto: Floradania
Artikel for alle

Nødråb: Køb blomster

Millioner af blomster strander i gartnerierne. Eksporten til Tyskland, Østrig, Frankrig m.fl. er helt ophørt, da deres butikker er lukkede.
Lars Lund - 
23. marts 2020

Der er vækst og masser af grokraft i havens blomster lige nu. Alligevel står det næsten stille i havecentre og danske blomstergartnerier. Især blomstergartnerierne rammes, fordi mange ordrer fra udlandet annulleres. Gartnerierne kan ganske enkelt ikke komme af med deres blomster, i takt med, at der skal være plads til nye planter, der skal nå at udvikle sig til senere salg.

Flere gartnerier har enten skulle smide blomster væk eller forærer dem til plejecentre for at glæde ældre, der ikke kan få besøg.

Marketingschef Anna Marie Hillebro, fra Hillebro.com, fortæller at situationen er meget bekymrende. Danske gartnerier er lige nu fyldt med planter og blomster til en værdi af mere end 800 millioner kroner. Et varelager, som er bygget op gennem mange måneder. Blomsterbranchens højsæson er foråret, hvor op mod 80% af omsætningen hentes hjem. Den kommende periode er derfor afgørende for gartneriernes overlevelse, men nu er eksporten til Frankrig, Tyskland, Østrig og andre lande stoppet fra den ene dag til den anden, da deres butikker er lukket ned på grund af Corona. De danske blomster og planter risikerer at gå til spilde, og gartnerierne frygter konkurs.

Planterne og blomsterne kan ikke gemmes til efter krisen, og gartnerierne har heller ikke mulighed for at sende medarbejdere hjem, da de skal passes planterne, hvis ikke hele produktionen skal blive ødelagt, fortæller Anna Marie Hillebro.

Kunderne, især ældre, tøver også med at komme i havecentrene, selv om de er åbne. Derfor har havecentrene over hele landet aktiveret salg over nettet. Man kan bestille sine varer og afhente dem ved Havecenteret eller hos nogle ligefrem få dem kørt direkte til din bolig. Gartnerierne håber også at folk vil købe blomster i supermarkederne, samtidig med at de handler. Det vil en kæmpe hjælp og meget oplagt, hvor alle har brug for en opmuntring.

Annonce