
Et kig over hegnet
Heldigvis er haveglæde ikke forbeholdt mennesker med grå stænk i håret og smilerynker. En helt ny generation af unge haveentusiaster kaster sig i disse år ud i havens grønne glæder, og en af dem er den unge havedesigner Emilie Bausager.
Vi inviterede Emilie til at designe en inspirationshave til Cph Garden 2019, hvor hun gav sit spændende og forfriskende bud på, hvordan et nyt, ungt havedesign kan se ud. Haven blev anlagt i samarbejde med Martlev Structural Design, og glasset i hegnet var sponseret af Anla Glas.
I magasinet HAVEN oktober 2019 kan du se en haveplan, som er inspireret af Emilie Bausagers inspirationshave, men hvor plantevalget er tilpasset, så det passer bedre til "normal havebrug".
Emilies inspirationshave "Over the Fence"
Emilie Bausagers inspirationshaven ’Over the Fence’ var en lille showhave på 4 x 4 meter.
”Min inspirationhave "Over the Fence" er inspireret af barndommens minder, hvor man kravlede over plankeværket ind til naboens have for at gå på opdagelse,” fortæller Emilie Bausager.
Havens hegn bestod af farvede glasplader, hvis lodrette søjler symboliserede træplankerne i et plankeværk.
”Når solen skinner gennem det farvede glas, vil lyset reflekteres i de hvide blomster, og få dem til at fremstå multi-farvede og levende,” fortæller Emilie.
Se flere fotos fra haven her
Havens beplantning var inspireret af en frodige skovbund, hvor farverne var holdt i hvide og grønne nuancer - og hvor der desuden var fokus på at skabe variation gennem planternes tekstur.
Planteliste
- Småblomstret salvie, Salvia nemorosa 'Schneehügel'
- Prydløg, Allium 'Millenium'
- Broget hosta, Hosta undulata 'Albormaginata'
- Klasehosta, Hosta fortunei 'Francee'
- Almindelig strudsevinge, Matteuccia struthiopteris (bregne)
- Guldskælmangeløv, Dryopteris affinis (bregne)
- Havemargerit, Leucanthemum x superbum 'Christine Hagemann'
- Kærmindesøster, Brunnera macrophylla 'Jack of diamonds'
- Elefantgræs, Miscanthus x giganteus
- Haverørhvene, Calamagrostis acutiflora 'Karl Foerster'
- Stipa tenuissima 'Pony Tails'
- Violfrøstjerne,Thalictrum delavayi 'Splendide White'
- Sagina subulata
- Haveklinte, Silene coronaria 'Alba'
- Almindelig hyld, Sambucus nigra 'Haidegg'
- Spiraea nipponica 'Snowmound'
- Philadelphus x virginalis 'Schneesturm'
- Træagtig hortensia, Hydrangea arborescens 'Lime Rickey'
- Bjergmarkarve, Arenaria montana
I en inspirationshave vælges planterne, så de har deres højdepunkt ved det pågældende haveshow, mens man i en have normalt ønsker planter, der blomstrer over en længere periode.
I magasinet HAVEN oktober 2019 kan du se en haveplan, som er inspireret af Emilie Bausagers inspirationshave, men hvor plantevalget er tilpasset, så det passer bedre til "normal havebrug".
Tegninger
En trædesti af betonklodser førte gennem haven, og centralt på hver side af glashegnet var der en betonklods.
”Betonklodserne kan bruges som siddeplads, men de kan også bruges som platform til at kravle over hegnet og ind til naboen. Samtidig illustrer platformen stedet, hvor man kan tale med naboen over hegnet. Et sted hvor mennesker mødes,” fortæller Emilie Bausager.
Blød romantik og rå brutalisme
Emilie er både inspireret af den nordiske havestil, som hun betegner som ”meget minimalistisk, seriøs og strukturel” og den engelske havestil ”med romantiske tendenser og vilde elementer i alle kroge”.
”Begge stilarter har haft stor indflydelse på min egen stil, som i høj grad er under stadig udvikling. I øjeblikket kan jeg lide at arbejde med en nutidig romantisk stil. Jeg holder af at blande hårde materialer med bløde, bølgende beplantninger med meget bevægelse for at skabe et slags tilgroet look.
På det seneste har jeg kigget på meget arkitektonisk brutalisme for at blive inspireret, og jeg finder underligt nok et postapokalyptisk look vældig attraktivt,” fortæller Emilie Bausager.
Om Emilie Bausager
Emilie Bausager er opvokset i London med en dansk mor og en engelsk far. De seneste 7 år har hun arbejdet med kunst, mens hun har taget en uddannelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Emilie fandt hurtigt i sit uddannelsesforløb ud af, at hun gerne ville kombinere sin viden fra kunstens verden med en karriere inden for havebrug. Hun har derfor suppleret sin kunstuddannelse med et kursus i havedesign på den engelske haveskole i "Chelsea Physic Garden".
Emilie Bausager er i øjeblikket ved at starte op som selvstændig landskabsarkitekt og kunstner.
”Lige nu er mit mål at arbejde sammen med andre for at skabe rum, som kan inspirere og være bæredygtige. En families have kan være så meget mere end en græsplæne med nogle blomsterbede langs siderne.
Samtidig med at alting i hjemmet bliver mere og mere high-tech, er der ikke nogen tvivl om, at vores haver også bør udvikle sig. Det er blot et logisk skridt fremad at skabe et effektivt rum, som forbedrer vores liv og vores miljø,” mener Emilie Bausager.
Få magasinet HAVEN
