Gå til hovedindhold
Fra Cph Garden 2019. Foto: Martin Sølyst.
Fra Cph Garden 2019. Foto: Martin Sølyst.
Fra Cph Garden 2019

Overvældende interesse for Cph Garden

I fire dage i juni 2019 blev en græsmark i Ballerup forvandlet til et festfyrværkeri af havebegejstring. Nu er showhaver, telte og alt det andet snart pakket væk igen og det er tid at gøre status.
25. juni 2019

I fire dage har det vrimlet med glade havefolk i Harrestrup Ådal i Ballerup. Og med 16.000 besøgende fra både ind- og udland, smukke showhaver, indbydende inspirationshaver og en lang række foredrag, debatter, udstillinger, salgsstande og store havefaglige kapaciteter tøver Haveselskabets direktør Charlotte Garby ikke med at kalde Cph Garden 2019 for en succes.

“Det er gået forrygende godt – over al forventning. Vi har fået en masse ros og positive tilkendegivelser fra både publikum og udstillere, og det gør mig meget, meget glad. For det viser med al tydelighed, at der er interesse for og plads til et haveshow i denne her størrelsesorden i Danmark. Det er meget overvældende,” siger Charlotte Garby, direktør i Haveselskabet.

Fra showhaven "Haveglæder" ved Cph Garden 2019. Foto: Martin Sølyst

Allerede torsdag morgen, da Haveselskabet åbnede lågen for at byde velkommen til den første af fire showdage, var køen udenfor pladsen lang. På den gamle flyveplads i Skovlunde myldrede det med besøgende, som var kommet til Marbækstien for at være med til at åbne Danmarks største haveshow. Gæsterne strømmede til fra nær og fjern. Fyldte busser kørte til fra de yderste kanter af Danmark, og også fra Sverige har mange taget turen over broen. Selv fra Portugal har der været besøg.

Søndag eftermiddag lå besøgstallet på det fire dage lange haveshow på knap 16.000 gæster. Modsat det første haveshow på dansk jord, som blev afholdt over fem dage i Valby 2017, har der denne gang været et mere målrettet havepublikum.

Fra Cph Garden 2019. Foto: Martin Sølyst.

Stor tak til mange frivillige kræfter

Vejret har været blandt de største udfordringer for årets Cph Garden. Særligt i timerne op til åbningsdagen, hvor et massivt regnskyl ramte Harrestrup Ådal i Ballerup gav sved på panden og travlhed med at få spredt flis ud på de mudrede stier. Omvendt har de følgende meget solrige dage givet udfordringer med hele tiden at sikre tilstrækkeligt med koldt drikkevand.

“Men vi har klaret det hele, og det kan vi takke de mange frivillige, der har hjulpet til på pladsen for. Uden dem havde vi aldrig kunnet gennemføre Cph Garden. Jeg er meget beæret over, at så mange frivillige stiller op og hjælper os med at stable landets største haveshow på benene – og især at mange er kommet op til mig og har sagt, at de er klar til at gøre det igen. Det er virkelig stort,” siger Charlotte Garby.

Sammen med Haveselskabets bestyrelse vil hun nu evaluere årets Cph Garden.

Søndag eftermiddag er der trods aftenens sankthansfester stadig fyldt med haveglade mennesker på Cph Garden-pladsen, som nyder, nærstuderer og ‘nørder’ igennem i showhaver, udstillinger og arbejdende værksteder.

Annonce

Giv HAVEN som julegave

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.