Gå til hovedindhold
Figner
Foto: Gert Jørgensen
Artikel for alle

Sådan dyrker du figner i haven

Opad en syd- eller vestvendt mur kan træet suge så meget lys og varme til sig, at frugterne modner hvert år.
Laila Sølager - 
06. oktober 2009

Så længe vi er i kystnære områder, trives figner fint udenfor. På Bornholm er der figentræer på flere meters højde. Men i det øvrige Danmark er det vigtigt at finde en absolut lun plads til sit figentræ.

Opad en syd- eller vestvendt mur kan træet suge så meget lys og varme til sig, at frugterne modner hvert år.

Figen på espalier. Fotograf: Laila Sølager

Et hårdført frugttræ

Figentræet klarer temperaturer helt ned til minus 10 grader. Det er altså et temmelig hårdført frugttræ, som også tåler dårlig jord og tørke.

Gruset, næringsfattig men kalkrig jord, er figentræets yndlingsjord. Så er din jord leret, må du blande den op med grus og sørge for, at vandet hurtigt løber væk fra træets rødder – især om vinteren.

Vil du være sikker på den store høst af figner, skal træet plantes i drivhuset. Der vokser det til gengæld så godt, at det hurtigt bliver alt for stort. Derfor skal et figentræ styres med hård hånd.

Du kan plante det i en stor kasse eller krukke, så du har kontrol med tilvæksten bliver hvert år. Eller du kan skære nogle af træets rødder af hvert år med en spade. Skær i jorden i en vis afstand af træets stamme.

Figen. Fotograf: Laila Sølager

Skaf sollys til frugterne

Figentræer, der ikke vokser alt for meget, giver frugt, mens de kraftigtvoksende træer ikke giver antydningen af figner.

For at fignerne kan få tilstrækkeligt meget sol og blive godt modne, skal nogle af sommerens blade og skud fjernes. Selve fignen sidder nemlig tæt inde ved grenen og er ikke nem at få solmodnet uden, at beskærersaksen er i sving.

Pas på, når du skærer grenene over. Der flyder mælkeagtig saft ud af såret, og saften kan give ætsningsskader på huden. Så brug handsker ved arbejdet.

Desuden skal figentræet beskæres gennem hele vækstsæsonen. Gør det til en regel at korte nogle af de nye skud ind, så de kun bliver 5-6 blade lange. På den måde kan der holdes nogenlunde lys og luft i planten, så fignerne modner. Andre nye skud skal have lov til at vokse, da der dannes nye frugter for enden af disse skud.

Skyder figentræet rodskud skal de fjernes, medmindre du gerne vil have en bred figenplante. Rodskuddene kan bruges til nye figentræer, ligesom en nedbøjet gren nemt slår rod, hvor den rører jorden. På den måde kan du få helt nye planter, der har de helt samme egenskaber som moderplanten.

Få masser af inspiration

I magasinet HAVEN kan du læse om nye tendenser, spændende haver, beddesign - og sjove "gør det selv" projekter. HAVEN udkommer 10 gange om året.