Gå til hovedindhold
Foto: Aksel H. Sørensen
Spørgsmål & Svar

Blågran med brune nåle - hvad skyldes det?

ons. 9. jul. kl 12:49

Min blågran er næsten blevet til en rødgran. De fleste nåle er blevet røde eller brune, og de falder af. Hvorfor? Hvad kan jeg gøre?

Haveselskabets Rådgivning

Nålene bliver brune, fordi der sidder masser af sitkabladlus og suger på dem, og det ses rigtig mange steder i år. Både på blågran og sitkagran og måske også rødgran og omorikagran. Lusene suger på de gamle nåle i milde vintre, og kommer der følgende et mildt forår, kan vi opleve de kraftige angreb.

Angrebene kan være så voldsomme, at alle gamle nåle falder af, og træerne kan stå næsten helt nøgne i en periode. Der kommer nye skud med nye nåle fra de yderste knopper, og de vil være grønne sommeren igennem, men i værste tilfælde kan en ny generation af sitkabladlus ødelægge dem i den kommende vinter og næste forår. Angreb kan i mange tilfælde medføre at træet bliver så grimt at man lige så godt kan fælde det. 

Opdager du luseangrebet i tide, dvs. tidligt på foråret, kan du bekæmpe lusene ved at spule med koldt vand. Er det større træer, kan det være svært at bekæmpe på hele planten. Hvis du ikke begynder i tide, er løbet måske kørt.
Mindre træer kan blive pæne igen efter nogle få år uden væsentlige angreb, fordi den årlige vækst er med til at skjule de partier, som har tabt nålene for tidligt.

For at forebygge de store skader kan du med fordel sørge for en varieret beplantning i haven. Det tiltrækker insekter, bl.a. nogle af lusenes naturlige fjender.