Gå til hovedindhold
Spørgsmål & Svar

Blomstereng uden blomster

man. 6. okt. kl 10:53

Vi såede en blomstereng i et solfyldt hjørne af haven sidste år, og det blev rigtig flot og fyldt med valmuer, kamille, kornblomster mv. Vi høstede blomsterne i august og lod planterne ligge, så de kunne sprede deres frø, inden vi rev dem sammen. I år har der desværre ikke være så mange blomster på “engen”, men mere tidsler og højt græs. Hvad kan vi gøre for at få blomsterne tilbage?

Haveselskabets Rådgivning

Det lyder til, at jeres jord er lidt for god til at lave blomstereng på, men der er i hvert fald tre angrebsvinkler på problemet. I kan vælge at starte forfra hvert år, fræse marken og så en ny blomsterblanding hvert forår. Det første år når de aggressive planter ikke at blive så dominerende.

Hvis I vil tænke lidt mere langsigtet, kan I skrabe det øverste muldlag af og erstatte det med grus, inden I sår blomsterengen. Det vil give en mere tør og næringsfattig jord, som er en fordel for de blomstrende planter. Det nemmeste er dog at plante efter jordbundsforholdene og vælge beplantning med store og kraftigt voksende stauder, der kan klare sig mellem græsserne.

Under alle omstændigheder kan det være nødvendigt med en selektiv lugning de første år, så tidsler, skvalderkål osv. bliver udryddet. Jeg kan anbefale bogen “Den naturlige staudehave” af Noël Kingsbury, der omhandler naturlige beplantninger til alle jordbundsforhold.

 

Spørg Rådgivningen

Som medlem af Haveselskabet kan du få gratis rådgivning af Haveselskabets eksperter.