Gå til hovedindhold
Foto: Flickr
Spørgsmål & Svar

Buske til det sumpede hjørne

ons. 14. jan. kl 10:05

Ved vores sommerhus er der et hjørne af grunden, som i perioder er meget sumpet. Her vil vi gerne plante en større gruppe af buske, der kan tåle den fugtige jord. Det må gerne have et vildt udtryk, da huset ligger tæt på den vilde natur. Hvad skal vi plante? 

Hilsen Erik

Haveselskabets Rådgivning

Man kan lære rigtig meget af at se, hvilke planter der vokser i naturen på fugtige jorde og på den måde finde egnede planter til haven med disse særlige betingelser. Buske som alm. hyld, Samucus nigra, alm. kvalkved, Viburnum opulus, storfrugtet surbær, Aronia melanocarpa, forskellige arter af pil, Salix, og hvid kornel, Cornus alba, vil være egnede, og vil desuden give beplantningen en smuk variation hen over årstiderne. Skinnende rose, Rosa nitida, er en lav vildrose, som vil tage sig smukt ud i kanten af buskettet med sine mørkrosa blomster i juni-juli.  

Det er vigtigt, at buskene plantes, mens jorden er forholdsvis tør. Hvis jorden er meget våd og mudret, når I graver og tramper rundt, vil I ødelægge jordens struktur. Alle de små porrer og hulrum, der er i jorden, klasker sammen, og når der ingen hulrum er, kan det være svært for planterne at trives, fordi der ikke er ilt til rødderne. Desuden er hulrummene med til at lede vandet væk, og det lader til, at det i forvejen er et problem lige her. En planteafstand på ca. 1,5 meter vil være passende.

Når buskene er plantet, kan I med fordel udlægge et lag flis på 5-8 cm. Det vil forhindre langt det meste ukrudt i at komme op og dermed give buskene langt bedre betingelser for at komme i gang med væksten. Flisen vil langsomt blive omsat, men buskene vil samtidig vokse sig kraftige og selv være i stand til at dække bunden på sigt.

sambuscus_nigra

Aronia_melanocarpa

Rosa_nitida

 

Spørg Rådgivningen

Som medlem af Haveselskabet kan du få gratis rådgivning af Haveselskabets eksperter.