Gå til hovedindhold
Foto: Magnus Gammelgaard Nielsen
Spørgsmål & Svar

Dræbersnegle i kompostbeholderen

ons. 17. feb. kl 10:05

Sidste sommer havde vi dræbersnegle alle steder - også i kompostspanden, som er en kommunal bøtte med låg! Vi fjernede og dræbte regelmæssigt snegle, også dem, som om aftenen krøb op på siderne af kompostbeholderen. Er der risiko for, at vi til foråret spreder snegleæg rundt i haven sammen med komposten?

Haveselskabets Rådgivning

Haveselskabets generelle råd mod den iberiske skovsnegl er at dræbe sneglene, men bevare deres æglægningssteder, så æggene kan destrueres, inden de klækker.  Typiske steder er under gammelt træ og træstubbe, under sten, i brændestabler og kompostbunker. Dræbersnegle i komposten kan være et problem, fordi varmen ikke når op på de temperaturer, hvor sneglene eller deres æg dræbes. Ligeledes vil tilførslen af nyt materiale medføre, at der altid vil være føde til sneglene. Derfor er det muligt, at sneglene lægger æg i kompostbeholderen. Æggene klækkes dog hurtigt og de små snegleunger vil enten blive i kompostbeholderen eller søge ud i haven. 

Det er en umulig opgave at holde sneglene ude af kompostbeholderen. Selv de mindste huller giver mulighed for at de små snegle kan komme ind og hygge sig i komposten. Så længe der er friskt plantemateriale vil de blive, men når alt er omsat og er blevet til sort kompost, er der ikke mere for sneglene at komme efter, og de vil søge ud i haven. 

Når beholderen spredes om foråret vil der være snegle med. Det kan ikke undgåes. Ungerne er så små at man ikke kan se dem, og de vil så søge derhen i haven hvor der er fugtigt, køligt og hvor der er føde. Her må de bekæmpes ligesom man plejer at bekæmpe snegle. 

Læs mere om dræbersnegle her: Den store guide mod dræbersnegle

Spørg Rådgivningen

Som medlem af Haveselskabet kan du få gratis rådgivning af Haveselskabets eksperter.