Gå til hovedindhold
Foto: Farum Beton
Spørgsmål & Svar

En bæredygtig indkørsel

tir. 1. Mar. kl 8:44

Min mand og jeg er ved at bygge hus, og skal i den forbindelse have lavet en indkørsel. Vi overvejer at lægge grus og vil under ingen omstændigheder have granitskærver, men gerne noget der ser mere "naturligt" ud. Hvad kan I anbefale?

Haveselskabets Rådgivning

Med det stigende antal skybrud vi oplever er det en god ide at overveje en belægning, hvor regnvandet kan sive ned og ikke ledes til kloakken. Det giver et naturligt, grønt udtryk og vil skåne miljøet og samtidig aflastes kloaksytemet. 

Der er et utal af muligheder, og som du selv nævner, er grus på hele arealet en af dem. Det er perlesten også, da der her er tale om afrundede sten. Ja, faktisk kan enhver type af runde sten bruges.

Betonsten er en god løsning

I kan overveje græsarmeringssten. De findes i et utal af varianter: Fx betonsten, der har større eller mindre huller inde i midten, hvor græsset så kan gro. Geræsarmering er dog ikke en god løsning under en ovedækning, så her kan I tænke i en fast belægning på arealet i stedet.

Selvom I vælger en fast belægning med fx chaussésten eller brosten kan belægningen godt være vandgennemtrængelug. Fugerne skal blot være brede og fyldes med groft grus så vandet kan trænge væk. 

Kun kørearealet behøver at være fast

Egentlig er det kun kørearealet, der behøver at have en fast belægning. En mulighed er to rækker kørefliser med enten græs eller stenurt, Sedum, imellem. Stenurt er tørketålende, og kan variere i farven fra rød til grøn afhængig af fugtigheden.

Vandet skal kunne suive ned

Typisk bruges komprimeret stabilgrus som underlag i indkørsler m.m.. Stabilgrus er ikke vandgennemtrængelig, og vandet vil blive stoppet her på selve bærelaget. Derfor er det bedre at bygge bærelaget op af fx skærver eller singels.

Hvis I alligevel bruger stabilgrus, kan I med fordel lave fald til siderne. Det er bedre, at lade vandet sive ned i jorden, hvis det er muligt, f.eks. i et bed eller ved hækken, end at lede det i kloakken.