Gå til hovedindhold
Foto: Flickr
Spørgsmål & Svar

Får myrerne komposten til at gå i stå?

man. 9. feb. kl 11:36

Vores kompostbeholder er fuld af visne blade og andet affald fra haven. Jeg kan ikke forstå, hvorfor at komposten ikke synker, så i går rodede jeg rundt i den og fandt en prop fyldt af myrer med masser af æg. Kan dette være grunden til, at den ikke synker?

Haveselskabets Rådgivning

Myrerne gør ingen skade, men de er et signal om, at komposten er for tør. For at blade og kviste kan blive omsat, skal man sørge for, at der er et godt miljø for bakterier og regnorme i kompostbeholderen. Det betyder, at komposten skal være fugtig. Den skal vandes, når den er ved at være tør.

Tætte kompostbeholdere med låg holder bedst på fugtigheden, men her kan det også blive nødvendingt at vande, hvis den kun fyldes med tørt affald.

Hvis omsætningen er gået helt i stå, kan du sætte ekstra skub i den ved at sprede et par håndfulde NPK-gødning med højt indhold af kvælstof (N).