Gå til hovedindhold
Foto: Istockphoto
Spørgsmål & Svar

Fingerfilodendron med gule blade

ons. 13. jan. kl 14:12

Min fingerfilodendron har gule blade og ser ret skidt ud. Hvad kan jeg gøre?

Haveselskabets Rådgivning

Mange indendørs potteplanter har det særlig hårdt i vintermånederne, da der er alt for lidt lys til at trives. Det gælder f.eks. fingerfilodendron, med det latinske navn Monstera deliciosa.
At den får gule blade, kan skyldes en blanding af manglende lys og manglende næring.

Jorden i potten kan nemt blive for tør når den over længere tid står i stuetemperatur, særligt hvis den står tæt på en radiator. Derfor vil jeg anbefale, at du sætter den direkte foran vinduet, hvis det på nogen måde er muligt.
Hvis jorden synes udpint, vil jeg foreslå dig at foretage en omplantning nu, også selvom det bedste tidspunkt normalt er forår inden vækstsæsonen starter. Udskift jorden i potten ved at tage hele planten op. Rys det meste af den gamle jord af og påfyld ny, frisk jord.

Check ved samme lejlighed, om rødderne fylder hele potten ud. I så fald, skal planten have en større potte. Læg et drænlag i bunden af potten i form af leca sten eller små potteskår.
Giv din fingerfilodendron gødning ved omplantningen og derefter ca. en gang om måneden her i vinterperioden. Sæt frekvensen op til en gang hver uge/hver 14. dag fra foråret. Hold den lettere fugtig og klip de visne/gule blade af når du planter om.
Monstera deliciosa kommer oprindeligt fra regnskovene i Guatemala og det sydøstlige Mexico, hvor klimaet er fugtigt og varmt. Den kan rigtig godt lide at blive overbrust med kalkfrit vand med jævne mellemrum, da man dermed efterligner dens naturlige omgivelser.