Gå til hovedindhold
Spørgsmål & Svar

Heksering i plænen

fre. 22. jul. kl 11:49

Hvordan slipper jeg af med hekseringen i plænen? Jeg har prøvet at fjerne paddehattene, men det har ikke hjulpet.

Heksering i græsplænen

Haveselskabets Rådgivning

En heksering er jo et meget almindeligt fænomen i gamle græsplæner. Der er forskellige svampe som er årsag til det, bl.a. elledans bruskhat som det ser ud til har fundet vej til din græsplæne. 
Det er jo underholdende når man søger på emnet, hvor mange gamle historier og overtro der knytter sig til hekseringe. Men i hvert fald danner svampene en ring i plænen som kan være meget synlig, men dog uskadelig for græsset. Efter nogen år kan græsset inde i ringen endda vokse frodigere efter svampen har været der, pga. at svampene har nedbrudt organisk materiale og på den måde frigiver næring. 
Man kan ikke bekæmpe svampen ved at fjerne paddehattene, da det meste af svampen er under jorden. En græsklipper med opsamler er her en hjælp til at få dem væk, eller riv dem væk før eller efter græsklipningen. Giver man plænen ekstra gødning vil ringen ikke syne af så meget, da græsset vokser mere og bliver grønnere. 

Vil man gerne af med den, kan man enten være tålmodig og vente til den er vokset ud af haven, eller prøve det gamle råd med at vende græstørv 90 grader så ringen vokser ind i sig selv. Jeg har ikke selv prøvet, men det er da værd at forsøge. 
Jeg ville derimod være meget påpasselig med at vande forskellige midler ud i græsset. For det første findes ikke godkendte midler at bekæmpe med. Atamon og natron som nogle steder nævnes som mulige midler, er ikke godkendt og må derfor ikke anvendes. For det andet risikerer man at dræbe andre jordboende svampe, som der jo er masser af i jorden, og som gavner omsætningen i jorden. 

Jeg synes personligt at det er et sjovt indslag fra naturens side, og lidt skægt hvordan man i middelalderen har troet på at hekse og elverpiger var årsag til fænomenet. 

Spørg Rådgivningen

Som medlem af Haveselskabet kan du få gratis rådgivning af Haveselskabets eksperter.