fbpx Hvad hedder denne plante? | Haveselskabet Gå til hovedindhold
Foto: Paul
Spørgsmål & Svar

Hvad hedder denne plante?

tor. 7. nov. kl 15:53

Jeg har set denne plante vokse i en vejrabat i udkanten af København. Kan I fortælle mig, hvad den hedder?
Mvh. Paul

Haveselskabets Rådgivning

Ifølge Haveselskabets ekpert Allan Kristoffersen er planten en kantbæger, Nicándra physalódesDen er et-årig, og spreder sig ved frø, og dukker derfor op tilfældige steder.

Planten er mest fremtrædende, mens den blomstrer i eftersommeren og efteråret. Den spirer ret sent om foråret, men vokser hurtigt til en frodig plante på en halv til en hel meter. Kantbæger vokser bedst i sol på næringsrig jord.

Dekorative frugter
Kantbægerens frugt er et bær, som er omgivet af et kantet bæger, der først er grønt, men ret hurtigt får mørkviolette skygger. Frugterne holder ofte vinteren igennem, og er meget dekorative, når bægeret efterhånden kun har et fint net af nerver tilbage. De er fine i dekorationer. 

Du kan sagtens høste frø fra frugterne, som du kan så i næste vækstsæson.

Kantbæger er giftig
Planten hører til natskyggefamilien og alle plantens dele er giftige ved indtagelse som mange andre planter i denne familie.