Gå til hovedindhold
Hvilken plante kan gro under det gamle kastanjetræ? Foto: Maria S. Jessen
Spørgsmål & Svar

Hvad kan vi plante under kastanjetræet?

ons. 17. dec. kl 11:01

Hvilke planter vil trives under kastanjen?

I midten af vores gårdsplads står et stort gammelt kastanjetræ. Vi vil udvidde bedet nedeunder, så det bliver 2-3 gange så stort. Lige nu er der græs, og det tørrer ud om sommeren, og jorden i området er mest sandjord. Vi vil ikke være afhængige af at skulle vande i tørre perioder, udover det første år. Hvad vil I foreslå?

Mvh. Maria 

 

Haveselskabets Rådgivning

Det kan godt være svært at etablere en ny beplantning under store gamle træer. De har meget veludviklet rodnet, og suger en masse vand, så det kan være svært for nyetablerede planter at vokse til. Derfor skal der uden tvivl vandes det første år efter plantning.

Haveselskabets ekspert Anne Marie Lund foreslår, at I lægger at lag på ca. 10 cm. kompostblandet muld ovenpå, så I faktisk forhøjer bedet en smule. Dermed vil i skabe et jordlag, hvor træet ikke har sine rødder, og det vil være nemmere for de nye planter at komme i gang.

Fyld ikke jord på helt op omkring træets stamme. Det kan det ikke tåle.

Planter til tør skygge
I skal vælge planter, der kan klare at stå tørt i perioder og også skyggefyldt. Når det store kastanjetræ får blade, slipper der ikke meget lys ned gennem kronen. Heldigvis ser det ud som om, at er træet stammet op, så der kommer lys ind fra siderne.

Jeg vil anbefale, at den nye beplantning bliver meget enkel. Jeg tror det vil give det pæneste resultat, og det vil være nemmest for jer at vedligeholde.

Kranstop
Jeg vil forslå kranstop, Stephanandra incisa 'Crispa', det er en lav tæppedannende busk, som bliver omkring 60 cm. Om sommeren får den små hvide blomster, og inden løvfald farves bladene gulorange. 

Kranstop er meget nem at have med at gøre. I løbet af få år vil den dække, så ukrudt ikke kan komme op igennem, og hvis I synes, den bliver for voldsom, kan den tåle at blive skåret helt tilbage til 10 cm over jorden. Hvorefter den vil skyde igen.

Taks
I kunne også overveje den fladtvoksende taks, Taxus baccata 'Repandens' eller den almindelige taks, Taxus baccata, som klippes i en lav højde.

Vælger I i den sidste løsning, vil det nye bed få et meget stramt udtryk, og I skal regne med, at det skal klippe to gange årligt, hvis det skal holde sin skarpe form. 

Langs kanten
Langs kanten hele vejen rundt kunne I plante stauder som f.eks. lodden løvefød eller storkenæb. Disse stauder vil ikke kunne gro helt inde omkring stammen, fordi der er alt for lidt lys, men hvis de plantes hele vejen rundt i kanten, kan de give lidt farve og frodighed til gården om sommeren.

 

Spørg Rådgivningen

Som medlem af Haveselskabet kan du få gratis rådgivning af Haveselskabets eksperter.