Gå til hovedindhold
Foto: Privat
Spørgsmål & Svar

Hvem laver huller i bladene på mine pelargonier?

man. 25. aug. kl 15:04

Hvad er det for et dyr, der laver huller i bladene på mine pelargonier, og kan jeg gøre noget ved det? 

Venlig hilsen
Helle

Haveselskabets Rådgivning

Ifølge Haveselskabets plantedoktor Magnus Gammelgaard skyldes hullerne, at planterne har haft besøg af en eller flere sommerfuglelarver eller larver af natsværmere.

Hvis man kigger godt efter på billedet, kan man også se nogle af deres ekskrementer på bladene, der kan minde lidt om kaffegrums. 

Angreb af sommerfuglelarver på nuværende tidspunkt af året er meget almindeligt. Det er ofte særdeles svært at finde synderen, idet disse larver er nataktive og derfor skjuler sig om dagen. Det kan være på bagsiden af blade, længere nede på planten eller under krukken.

Det bedste er at lede efter dem og samle dem sammen med hænderne. Du kan eventuelt prøve at gå på jagt efter mørkets frembrud med en lommelygte.

Der findes et biologisk sprøjtemiddel (Dipel), som virker mod disse larver, men kun når de er små, så det er nok for sent nu, hvor vi er kommet ind i september. Når larverne er udvoksede, forpupper de sig i jorden, og til næste år kommer der en sommerfugl/natsværmer ud af puppen.