Gå til hovedindhold
Foto: Flickr
Spørgsmål & Svar

Hvordan forbliver hortensiaen blå?

man. 9. feb. kl 12:01

Jeg har en blå hortensia, som gerne skulle bevares blå. Hvordan undgår jeg at den skifter farve?

Haveselskabets Rådgivning

En del hortensiasorter indenfor arterne Hydrangea macrophylla og Hydrangea serrata kan skifte farve fra rød til blå og tilbage igen. Disse farveskift er dels betinget af jordvandets surhedsgrad, og dels af om der er aluminiumioner tilstede i jordvandet. Er jordvandet kun lidt surt (pH 5,5-6) holdes den rødlige farve. Er jordvandet mere surt med pH under 5,5 kan der opløses aluminium i det og så bliver hortensiablomsterne blå. 

En hurtig virkning fås ved at drysse et gram alun (aluminiumssulfat) pr kvm. rundt om hortensiabuskene. Hvis man drysser det ud to gange f.eks. forår og efterår med et halvt års mellemrum holder den blå farve i årevis. I handlen fås også poser med blandinger specielt beregnet på at holde/gøre hortensier blå.

Jorden holdes sur ved at plante i en sur jord hovedsageligt bestånde af sphagnum. Gødes med surbundgødning holdes jorden ved en lav pH. Skal nogle af hortensiaerne derimod være lyserøde tilsættes kalk eller der plantes i en mere kalkholdig jord.