fbpx Hvordan undgår jeg rodskud, når mit hjortetaktræ fældes? | Haveselskabet Gå til hovedindhold
Hjortetaktræ, Rhus typhina. Foto: Flickr
Spørgsmål & Svar

Hvordan undgår jeg rodskud, når mit hjortetaktræ fældes?

man. 24. Mar. kl 14:20

Jeg har planer om at fælde et hjortetaktræ. Kan jeg undgå, at der kommer rodskud allevegne bagefter?

Træet står i min forhave som overstander i et staudebed. Jeg synes, det er begyndt at fylde for meget, så nu går jeg med overvejelser om at fælde det. Jeg ved fra andre, at hjortetak kan danne en frygtelig masse rodskud, efter træet er blevet fældet, og jeg vil gerne undgå, at de kommer op mellem mine stauder og i græsplænen. Har I et godt råd?

Haveselskabets Rådgivning

Hjortetak er et meget smukt træ, men en af ulemperne er de mange rodskud. Det kan være lidt af en kamp at slippe af med dem. 

Den bedste måde at undgå rodskud er at udpine træet, inden du fælder det. Det gør du ved "at ringe" det i maj. Det vil sige, at du skal fjerne barken i et bredt bælte hele vejen rundt om stammen. Selve bæltet skal gerne være omkring 20 cm bredt. Bagefter vil træets krone leve videre en sæson, men på grund af ringningen, kan det ikke sende sukkerstoffer ned til roden. Derved udpiner træet langsomt sig selv, og når det fældes til efteråret, har roden ikke energi nok til at danne rodskud. 

Hvis din hjortetak har flere stammer, er det vigtigt at du ringer dem alle, så forbindelsen mellem rod og top brydes fuldstændig.

Skulle der mod forventning alligevel dukke nogle få rodskud op her og der, så er det om at være så hurtigt ude med en god spade og grave ned og få dem fjernet et stykke under jordoverfladen.