Gå til hovedindhold
Rosa helenae 'Lykkefund'. Foto: Jesper Carl Corfitzen
Spørgsmål & Svar

Hvordan undgår jeg vildskud på rosen?

tir. 2. Mar. kl 12:31

For to år siden anskaffede jeg mig en Rosa helenae 'Lykkefund'. Første sommer fik den ca. 2 m lange, forholdsvis tykke og meget lige skud, som ikke bar blomster. Jeg konkluderede til sidst, at det måtte være vildskud, og klippede dem af.  

I løbet af sommeren voksede flere lignende skud ud, som jeg også klippede af. Er det vildskud jeg har fjernet, og hvordan kan jeg i såfald undgå, at de kommer?

Haveselskabets Rådgivning

Det du ser er sandsynligvis ikke vildskud, selv om de uden tvivl er vilde, i den forstand de vokser kraftigt. Rosa 'Lykkefund' kan på én sommer præstere skud på op til fire meters længde. Men vilde skud er ikke nødvendigvis vildskud.

Vildskud dannes kun på planter som er podet på en anden rod. I rosernes tilfælde sker podningen blandt andet på multiflorarose og hunderose. De udgør roden, og fra denne rod kan der i nogle tilfælde vokse skud, som kan tage magten fra den forædlede rose. Og det er vildskud, som rives af ved roden.

Vildskud fremkommer altid fra et punkt under podestedet, der ses som en fortykning over roden. En utvetydig karakteristik af vildskud og ædle skud, som i dette tilfælde er 'Lykkefund', er ikke ligetil. Hvis alle roser blev podet på multiflorarosen, var svaret, at vildskud kendes på, at de er uden torne. Men 'Lykkefund' podes også på hunderosen, og den har torne. Vanskelighederne øges yderligere, fordi 'Lykkefund' er næsten uden torne.

Du tror det er vildskud, fordi de ikke blomstrer den samme sommer: Det gør de fleste roser ganske rigtigt, men hos 'Lykkefund' sker det på to til flere år gamle skud. Den kraftige vækst er en del af 'Lykkefunds' karakter. De nye skud der kommer skal du lade være. Året efter vil du kunne nyde synet af de smukkeste hvide blomster.