Gå til hovedindhold
Foto: Flickr
Spørgsmål & Svar

Hvordan undgår vi rotter i bunken med haveaffald?

ons. 14. okt. kl 11:28

I min kolonihaveforening har vi en plads til aflevering af haveaffald. Pladsen bliver ryddet 1 til 2 gange årligt. Her bliver der både smidt blade, ukrudt og nedfaldsfrugt, og rester af grøntsager fra køkkenhaven. Vi er nu blevet i tvivl, om bunken tiltrækker rotter, eftersom der er blevet set en enkelt rotte i nærheden. Er der noget, vi skal være opmærksomme på i den forbindelse? 

Hilsen Greta  

 

Haveselskabets Rådgivning

En bunke med haveaffald eller en åben kompostbunke er ikke i sig selv et problem i forhold til rotter, men I skal undgå at lægge kødrester, kogte grøntsager og forarbejde madrester på. Der er ikke problemer med haveaffald som blade, kviste og ukogt grønt køkkenaffald som kartofler, gulerodstoppe, porretoppe osv. Æggeskaller kan til nød også lægges på, hvis der vel at mærke ikke er æggerester i. 

Er der i kolonihaveforeningen et ønske om kompostere kogte og forarbejde grøntsager, vil anbefalingen være, at I anskaffer nogle rottesikrede, lukkede kompostbeholdere til denne type affald. I en rottesikret kompostbeholder er der et kraftigt trådnet i bunden, som rotterne ikke kan passere. I en lukket beholder kan I med fordel også tilføre tørt affald, som visne toppe fra stauder og lignende, som kan absorbere noget af fugten fra det meget våde affald.
 

Spørg Rådgivningen

Som medlem af Haveselskabet kan du få gratis rådgivning af Haveselskabets eksperter.