fbpx Jordforbedring i køkkenhaven | Haveselskabet Gå til hovedindhold
Foto: Ann Lilja
Spørgsmål & Svar

Jordforbedring i køkkenhaven

fre. 18. jun. kl 11:40

Jeg har for nylig overtaget en kolonihave i København. Her er en del stauder, og der er plads til en køkkenhave, og det har jeg altid ønsket mig. Hvordan forbedrer jeg jorden så den er velegnet til at dyrke grøntsager i? 

Haveselskabets Rådgivning

En frodig have begynder med en god jord, som er tilpasset planternes vækstvilkår. At jorden er i orden er fundamentet for, at planterne kan gro og trives.
Særligt de øverste ca. 30 cm indeholder organisk materiale. Det er brændstof for planterne og giver basis for biologisk aktivitet. Det er i dette lag, muldlaget, at der sker en omsætning af næringsstoffer, som er afgørende for planternes trivsel.

Jordforbedring gavner planterne og giver større udbytte i køkkenhaven. En del grønsager har brug for meget næring for at vokse og trives, særlig hvis du dyrker rodfrugter som selleri, rødbeder eller kål. Derfor er det vigtigt, at der både er en god struktur, så jorden ikke bliver vandlidende, og rødderne derved rådner. På den anden side må jorden heller ikke være for sandet, så vandet og næringsstofferne løber lige igennem.

Kompost og gødning

Når du dyrker køkkenhave, kan du forbedre jorden med kompost og gødning. Der findes forskellige muligheder, fx hjemmelavet havekompost, champost, der er et restprodukt fra champignonproduktionen, kommunens kompost fra genbrugstationen eller husdyrgødning fra fx heste eller høns.

Som ny haveejer, har man sjældent adgang til havekompost, fordi man ikke har affald, der kan omsættes. Men med tiden kan man lave sin egen kompost at fx affald fra urtehave og visne staudetoppe og blade, som vil være ganske velegnet til køkkenhave og bede. God kompost har en god effekt på jordstrukturen, og den øger humusindholdet.

Champost er en udmærket løsning, fordi det ligesom anden kompost, indeholder en del humus. Champost består af hestegødning og gyllefibre tilsat jordbrugskalk.

I kommunens kompost, kender man ikke helt næringsindholdet, da det er sammensat forskelligt fra gang til gang, men det kan fint bruges. Jorden er varmebehandlet, så man undgår at få rester af ukrudtsfrø med til sin have.

Du kan efterfølgende supplere med organisk gødning, men vær opmærksom på at det varierer i styrke, og hvis det er for koncentreret, kan det svide planterne i stedet for at give dem gode vækstbetingelser.

Meget lerede jorde kan også forbedres med sand eller vasket grus. Det letteste er, at lægge et lag på max 10 cm ud, som fræses ned ned i de øverste del af jorden. På samme måde kan kalkning af jorden være med til at forbedre strukturen og planternes adgang til næringsstoffer. Men har du i forvejen en kalkrig jord, kan tilførsel af kalk have negative konsekvenser fro planterne næringsoptagelse. Derfor er det altid en god ide at få foretaget en jordbundanalyse, inden man tilfører kalk.

Kommentarer

Det har ikke været muligt at hente kompost fra kommunen i år, Corona, så hvad anbefaler I, jeg kan bruge i stedet. Har dårlige erfaringer med Champost. Både som så- og priklejord og som havejord.

Hej Hanna Du kan sådan set bruge alle former for organisk materiale. Har du mulighed for at hente en trailerfuld hestemøg på en rideskole, vil det være supergodt. Det er også muligt at bestille kompost på nettet, leveret i bigbags. Fx hos firmaet bigbag.dk og andre. Det er altid godt at have sin egen produktion af kompost, fx fra køkkenaffald. men har man ikke den mulighed, så må man ud og købe. God fornøjelse med haven.

Vil du kommentere på indholdet?

Du skal være medlem af Haveselskabet for at kunne oprette en kommentar på hjemmesiden