Gå til hovedindhold
Foto: Flickr
Spørgsmål & Svar

Kan jeg bruge kompost fra genbrugspladsen?

ons. 26. feb. kl 9:07

Kan jeg gøde mine roser og stauder med komposten fra genbrugspladsen?

Jeg vil gerne bruge kompost som gødning i mit rosenbed og mellem mine stauder. Desværre har jeg ikke min egen kompost, men jeg overvejer at køre på genbrugspladsen og hente et par sække. Den er nemlig gratis. Vil det være velegnet at bruge som gødning i bedene? Hvornår er det bedste tidspunkt at udlægge kompost i haven? 

Mvh Birthe 

Haveselskabets Rådgivning

Du kan sagtens udlægge 2-3 cm kompost hentet fra genbrugspladsen i dine rosenbede og staudebede. Jeg bruger det selv i egen have, og her i marts er det et rigtig godt tidspunkt, så der er masser af næring i jorden, når planterne for alvor skyder frem i løbet af de næste 1-2 måneder. 

Du skal være opmærksom på, at det er meget næringsrigt, så det er nok med 2-3 cm. Efter udlægning kan du med fordel vende det ned i jordens øverste del med en rive eller en kultivator. Samtidig med at komposten langsomt afgiver næring til planterne, forbedrer det også jordens struktur.