Gå til hovedindhold
Glasbær, Callicarpa bodinieri.
Glasbær, Callicarpa bodinieri. Foto: Flickr.
Spørgsmål & Svar

Kan man spise de lilla bær?

ons. 7. nov. kl 14:30

I vores nye have står en busk, der har haft meget dekorative små, nærmest lilla bær gennem hele efteråret, og den har også haft nogle pæne høstfarver. Vi er meget glade for den og vil gerne anbefale den til andre, men vi ved ikke, hvad den hedder. Hvad med bærrene? Er de giftige, og hvornår skal de sås for at få nye planter?

Haveselskabets Rådgivning

Det er glasbær, Callicarpa bodinieri, som I har stående. Eller "Beautyberry" som den kaldes på engelsk. De små lilla bær er meget sure og bitre, og fuglene spiser dem ikke, før de har fået frost. De er ikke egentlig giftige, men har været brugt som naturmedicin blandt andet imod kolik. Efter sigende kan de anvendes både som gele, i tomatsovs og i vin. 

Glasbær er en lille, løvfældende busk med lyslilla blomster i august og violette bær, der bliver siddende til ind i vinteren. Desværre når frøene ikke at modne rigtigt herhjemme, så det giver ingen mening at prøve at så frøene. Buskene sælges herhjemme som stiklingeformerede. Tag 10 cm lange urteagtige stiklinge midt på sommeren, og stik 3-4 i en lille potte. Der skal være et par blade i toppen af stiklingen. Dæk med plastic, og lad potten stå beskyttet det første år. 

Der findes flere arter, hvor den almindeligste i Danmark er C. bodinieri `Profusion´, som er den mest rigtbærende. Andre arter har forskelligt farvede bær og blade, bl.a. Callicarpa japonica 'Leucocarpa', med hvide bær.