Gå til hovedindhold
Foto: Flickr
Spørgsmål & Svar

Kan vi skære toppen af tujaen?

24. april 2015

Vi har en gammel tuja i haven, som er blevet alt for høj. Kan vi skære den ned med et godt resultat?

 

Haveselskabets Rådgivning

Store gamle tuja er smukke, men de kan med tiden blive for voldsomme både i højde og drøjde til vores små haver. 

Hvis I overvejer at skære toppen af, skal I tænke jer om en ekstra gang. Det er sjældent, at der kommer noget pænt resultat ud af det.

Tuja har ofte en eller få gennemgående stammer og udpræget opret topskud. Hvis toppen skæres af vil træets æstetiske fremtoning ændres radikalt, og det vil ikke være i stand til at danne et nyt topskud. Den vil altid se amputeret ud efter sådan en beskæring.

Måske I kunne overveje at stamme den op i stedet for. Det kan lette på det ellers tunge udtryk, og der vil komme nogle smukke stammer til syne. Under tujaen kan I vælge at have græs, eller I kan etablere et bed med tørketålende stauder. Der vil være stor konkurrence om vand lige omkring tujaens stamme, så det kan i nogle tilfælde være svært at etablere ny beplantning under eller tæt ved store træer. 

Desværre er tuja ikke i stand til at skyde fra gammelt ved, så de kan ikke beskæres mere,  end at der stadig er grønne skud på kvistene. Hvis man vil holde dem i en bestemt højde og bredde, skal det derfor gøres løbende ved årlige beskæringer.

Overvej allerede nu om det måske er tid til at plante noget der kan afløse tjuaen. Hvis I planter et nyt træ nu, og lader tujaen blive 5-6 år endnu, så er det nye træ veletableret og der bliver ikke helt så bart når tujaen fældes. 

Spørg Rådgivningen

Som medlem af Haveselskabet kan du få gratis rådgivning af Haveselskabets eksperter.