Gå til hovedindhold
Foto: Frank Kirkegaard Hansen
Spørgsmål & Svar

Kinesisk hørpalme - overvintring

ons. 7. nov. kl 14:23

Vi har købt en kinesisk hørpalme, der har stået i en krukke på terrassen hele sommeren og efteråret. Den skulle kunne tåle en del frost, men vi er usikre på, om vi tør lade den overvintre på terrassen. Skal vi tage den ind eller hvad?

Haveselskabets Rådgivning

Den kinesiske hørpalme, Trachycarpus fortunei, skulle kunne tåle helt ned til omkring minus 20 grader. Men det gælder store eksemplarer, der står godt i læ og ikke får for meget vintervæde.

De første år, mens planten er ung, tåler den kun en smule frost, og det er bedst at opbevare den i en kold udestue eller evt. i drivhuset med potten gravet ned i jorden og dækket med granris. Senere kan den overvintre i haven, hvis den er plantet i jorden på et beskyttet sted.