Gå til hovedindhold
Foto: Flickr
Spørgsmål & Svar

Magnolia - liv efter blomstring

tir. 2. Mar. kl 14:31

Vi har et magnoliatræ, som har en helt fantastisk blomstring i år. Alle siger det er meget ualmindeligt. Er det med magnolia som med bambus som dør, når den har blomstret.

Haveselskabets Rådgivning

Magnoliatræet vokser videre. Blandt træer og buske kendes ingen arter som dør efter blomstring og frugtsætning. Nogle magnolia er mange år om at komme i blomstring, men når de først er begyndt kan de fortsætte i mange år. Syge træer kan dog begynde at blomstre kraftigere fordi de forsøger at sikre "næste generation" inden de dør. Forholdet er et andet hos bambus, som er en art græs. Den blomstrer kun én gang og dør derefter ca. 100 år gammel.

Agave, som er en sukkulent, blomstrer kun én gang og dør efter ca. 20 år. Hos urteagtige planter er en livscyklus på to år meget almindelig. Toårige er visse arter af kongelys og gulerod. Desuden findes enårige planter som det almindelige ukrudt, hvidmelet gåsefod. Disse planter blomstrer kun én gang. Blomstringen styres af et indre ur som slukker og lukker hos visse planter, når slægtens overlevelse er sikret.