Gå til hovedindhold
Hjertetræ, rødeg og mannaask. Foto: Flickr
Spørgsmål & Svar

Så skal der plantes træer - men hvilke?

man. 31. aug. kl 15:21

Jeg har en meget stor have, hvor jeg i foråret fik fældet nogle store, gamle grantræer. Nu er det planen, at der skal plantes nye solitære træer, men hvad skal jeg plante?

Jeg vil naturligvis gerne have noget kønt at kigge på. Samtidig skal de give læ for vestenvind og skjule en grim udsigt til nabogrunden.

Desuden har jeg en række ønsker, jo flere af dem der kan tilgodeses jo bedre. 

  • Det må gerne være løvfældende træer
  • Bladene må ikke være for små – store blade er SÅ meget nemmere at rive sammen.
  • Max. højde ca. 12 meter
  • Spændende bark og høstfarver er et plus. 

Træerne plantes på en åben græsplæne, hvor der er en del vestenvind. 

Jeg har også tænkt på at etablere noget lav beplantning omkring træerne. Hvad tænker I om det? 

Med venlig hilsen
Bettina 

Haveselskabets Rådgivning

Det er vanskeligt at finde træer, der kan opfylde alle dine krav, men Haveselskabets ekspert i træer og buske, Anne Marie Lund, kommer her med nogle forslag, som opfylder mange af de ønsker, du har:

Hjertetræ (Cercidiphyllum japonicum) – 8-10 m højt træ eller stor flerstammet  busk. Robust og sund plante med smukke høstfarver.
Sumpeg (Quercus palustris) – ca. 15 m højt træ. Dekorative blade, der om efteråret farves dybt røde. Løvfald sidst i november.
Rødeg (Quercus rubra) – Stort træ op til 25 m. Store blade der er 15-25 cm lange, som farves kraftig røde inden løvfald i oktober-november.
Amurkorktræ (Phellodendron amurense) – op til 15 m højt. Flot bark på ældre træer, store blade og tidligt løvfald. Gule blomster i juni, der tiltrækker mange bier.
Rød spidsløn (Acer platanoides ’Royal Red’) – ca. 15 m højt. Store mørkerøde blade, tidligt bladfald.
Tyrkisk hassel (Corylus colurna) – Stort træ op til 20 m. Pyramidal vækst. Lys, furet bark. Store blade. Gule høstfarver og tidligt bladfald. Tørre nøddehaser, der hænger længe på træet.
Mannaask (Fraxinus ornus) – Opret træ med lys bark, 8-10 m højt. Store blade, hvide blomstertoppe, gule høstfarver. Bladfald i slutningen af oktober

Sumpeg

 

Cercidiphyllum

Fodpose af buske under træerne:

Anne Marie Lund foreslår desuden, at du under træerne planter en fodpose af lave buske, for at forbedre mikroklimaet omkring træerne. Det kunne f.eks. være:

  • Kranstop (Stephanandra incisa ’Crispa’)
  • Diervilla (Diervilla lonicera ’Dilon’)
  • Krybende dværgmispel (Cotoneaster dammeri).

Bunddækkende stauder:

Der er gode bunddækkende planter og kræver ikke meget vedligeholdelse, når de har etableret sig. 

Du kunne også vælge en underbeplantning bestående af stauder, som også vil være gode som bunddække. Fordelen ved stauder er, at de ofte er mere dekorative i sommerhalvåret pga. af deres blomster. Til gengæld visner de ned når frosten kommer.

Forslag til stauder kunne være:

  • Biskophat (Tellima grandiflora)
  • Storkenæb (Geranium x magnificum)
  • Kertepileurt (Bistorta amplexicaulis)
 

Spørg Rådgivningen

Som medlem af Haveselskabet kan du få gratis rådgivning af Haveselskabets eksperter.