fbpx Resultater af sprøjtemiddel undersøgelse | Haveselskabet Gå til hovedindhold
Artikel for alle

Resultater af sprøjtemiddel undersøgelse

I Danmark drøftes det ofte, hvorvidt det skal være tilladt for haveejere at anvende sprøjtemidler til pasning og dyrkning af deres haver. For at kunne træffe beslutninger om lovgrundlag må man kende alternativerne.
Charlotte Garby - 
11. august 2020

I Haveselskabet besluttede vi, at det var vigtigt for os at vide, hvad haveejere, som normalt eller ind i mellem anvender sprøjtemidler i haven, vil ty til af alternative midler, såfremt det bliver gjort ulovligt for private at købe og bruge udvalgte midler.

Vi inviterede i forsommeren haveejere, ikke kun medlemmer af Haveselskabet, til at deltage.

Resultaterne af undersøgelsen, som er sendt til både Miljøministeriet og MIljøstyrelsen, præsenterer vi i linket her.

Se resultater og konklusioner fra undersøgelsen her.

Da der er tendens til, at de unge vil søge midler fra udlandet, som kan købes over internettet og den ældre gruppe vil afsøge andre midler fra husholdningen, mener vi, det er vigtigt at træde varsomt i forbindelse med et evt fuldt forbud. Vi oplever i Haveselskabets Rådgivning tragiske resultater af haveejeres brug af alternativer som salt, eddike og lignende produkter fra husholdningen. Disse produkter er også giftige for miljøet, når det anvendes forkert.

Haveselskabet går ikke ind for brugen af sprøjtemidler i private haver, men vi støtter ikke et fuldt forbud, da det frister til brugen af alternativer, som ikke er testede og derfor ikke har været gennem en nødvendig godkendelsesprocedure.

Hvis midler forbydes i løssalg, men stadig må benyttes i landbruget, vil midlerne være lettilgængelige for alle. Haveselskabets holdning er, at vi helst er sprøjtemidler foruden, og vil appellere til et forsigtighedsprincip. Haveselskabet ønsker, at de få midler, der er tilbage på markedet sælges under kontrollerede forhold med de rigtige mærkater og i de rigtige blandingsforhold.

Selv arbejder vi videre med at vejlede i skånsomme og naturlige alternativer, og ønsker haveejeren at gøre brug af et sprøjtemiddel vejleder vi hellere til korrekt brug, men vi opfordrer ikke til brugen.

 

 

Annonce

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.