Gå til hovedindhold
En belægning med forskellige fliser og chaussesten, der er lagt i mosaikmønster.
En køn kombination, hvor belægningen er lagt i mosaikmønster. Foto: Jane Schul
Artikel for alle

Tre ideer til havens gulv

Her får du tre idéer til, hvordan du kan lege med planter, mønstre og materialer i belægningen.
Jane Schul - 
14. november 2013

Prøv at tænke i nye baner, når det gælder belægninger. Skab plads til variation – både i materiale- og i planter. 

1) Kønne kombinationer

Havens stier og terrasser kan godt bestå af flere forskellige slags belægningsmaterialer, bare de har nogenlunde plane oversider. Man kan skabe meget smukke belægninger af de forhåndenværende sten, suppleret måske med klunsede eller andre gratis materialer.

Det er naturligvis lettest at lægge, hvis alle sten har samme tykkelse, men dog ikke anderledes end at det sagtens kan klares med lidt ekstra fyld eller afskrabning af underlagsgruset, når der kun er tale om mindre flader. Både beton, granit, klinker og sandsten kan kombineres, især hvis der ikke er alt for stor forskel på farverne på de forskellige materialer. 

2) Stier gennem beplantning

Rustikke stier gennem beplantninger må gerne føje sig. Grus, flis eller måske bare trædesten kan ofte dække adgangsbehovet. Det kan være almindelige, gerne aflange fliser, flade natursten, “jernfliser” eller trækævler. Lagt så det passer med skridtlænden.

Her er fliserne lagt tværs over en plæne, så der opstår grønne mellemrum. Det gør, at  udtrykket ikke bliver så massivt. 

Fotograf: Jane Schul

3) Levende grund under fødderne

Man kan også opnå et spændende resultat ved at efterlade huller eller sprækker i belægningen til indplantning af trædeplanter eller andre, mindre sager, der kan være med til at give fladen lidt mere liv – uden at det bliver alt for upraktisk. Det giver en bedre nedsivning, og der er jo sjældent lige meget færdsel over hele terrassefladen.

Duften af timian, oregano eller lavendel, der strejfes i forbifarten er også værd at tage med. Ofte trives den slags planter netop fint i den mere magre, veldrænede og tørre jord og bliver her mere kompakte i væksten end ude i den gode havejord. Her er brudfliser oplagte, hvad enten det er de ægte af sandsten eller de mere ydmyge af beton. 

Fotograf: Jane Schul

Annonce

Få masser af inspiration

I magasinet HAVEN kan du læse om nye tendenser, spændende haver, beddesign - og sjove "gør det selv" projekter. HAVEN udkommer 10 gange om året.