fbpx Tre sene sommerblomster | Haveselskabet Gå til hovedindhold
Fjerblomst
Fjerblomst. Foto: Laila Sølager
Artikel for alle

Tre sene sommerblomster

Her får du tre gode bud på sommerblomster, der er værd at plante her i juli, fordi de både er smukke og nemme at passe resten af sommeren og efteråret.
Laila Sølager - 

Nåede du ikke sommerblomsterne i forsommeren, eller er krukkerne blevet lidt forsømte at se på? De tre sommerblomster, som vi omtaler her, kan fint plantes så sent som nu, fordi de alle tre bliver ved med at blomstre og blomstre, til frosten tager dem.

”De tre musketerer” er loyale, trofaste og længelevende – og de skal ikke nippes for visne blomster – de falder selv af og erstattes af nye flotte blomster.

1) Fjerblomst

Første musketer er der den smukke fjerblomst, Scaevola aemula. Den fås i blå, hvide og rosa blomsterfarver og er velegnet både i krukker, ampler og som bunddækkende sommerblomst.

Den trives bedst i fuld sol, men laver også blomster i halvskygge om end i mindre målestok. Blomsterne sidder i skudspidserne, der bliver længere og længere. Fjerblomst takker af, når den første frost stopper både vækst og blomstring.

2) Mælkeurt

Den anden musketer er en lidt anderledes og sjov plante. Myrtemælkeurt, Polygala myrtifloia. Med lysende pink ærteblomst lignende blomster, der titter frem mellem kødfulde blade, er mælkeurt en fin lille ”busk” til solfyldte kroge. Her kan du plante den enten i krukker eller i selve jorden.

3) Bacopa

Den sidste af de tre muskterer er en gammel kending, der ikke er blevet dårligere af den grund: bacopa. Bacopa har små hvide, rosa eller blå blomster i tusindvis fra forår til frost. Heller ikke her behøver man ulejlige sig med at fjerne visne blomster, men bare give vand og lidt gødning af og til, så er succesen sikker.

Bacopa egner sig både til krukker, ampler og som flittig bunddækker, der i løbet af en sommer kan brede sig ret meget. En plante fylder nemt 60-70 cm. Bedst i fuld sol eller let skygge.

 

Annonce

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.