Gå til hovedindhold
Havetromle på græsplæne.
Foto: Istockphoto
Artikel for alle

Trin for trin: Sådan fjerner du mos i plænen

Her får du Haveselskabets opskrift på en sund og mosfri plæne.
03. maj 2022

Mos er egentlig en fin, lille, saftig og lysende grøn plante, som slet ikke fortjener sit dårlige rygte blandt haveejere. Men hører du til dem, der mener, at en græsplæne bør være uden mos, får du her Haveselskabets opskrift på en sund og mosfri plæne.

August er et godt tidspunkt at give plænen en tur. Er der kun få totter mos, kan du fjerne det ved at rive plænen igennem med en skarptandet rive, så du flår mosset af i store totter.

Er der rigtigt meget mos, er det bedre at bruge en såkaldt plænelufter eller vertikalskærer. Den skærer sig ned igennem græstørven og løsner mosset, samtidig med at den sørger for, at der kommer luft ned til græsrødderne. Du kan leje i en plænelufter/vertikalskærer i et byggemarked.

Sådan gør du:

  1. Kør på kryds og tværs hen over plænen med en plænelufter eller vertikalskærer. 
  2. Riv herefter alt det løse mos af med en almindelig rive med faste tænder.
  3. Så nye græsfrø i de bare pletter.
  4. Spred topdressing ud over plænen. Topdressing er en blanding af kompost, muld og grus, som forbedre jorden.
  5. Fej topdressingen ned i græsset med en kost.
  6. Kør evt. hen over plænen med en havetromle.

Plænen ser frygtelig ud bagefter, men efter et stykke tid bliver den fin, grøn og mosfri – i hvert fald et stykke tid.

Klip ikke græsset for kort

For at forebygge, at der kommer mos i plænen igen, bør du undgå at klippe græsset lavere end ned til ca. fire centimeters højde. Græsset klarer sig nemlig bedre i konkurrencen med mosset, når det får lov til at blive lidt højere. Det giver græsrødderne mulighed for at blive kraftigere, så de bedre kan forsyne græsset med vand og næringsstoffer. 

Det er næsten en umulig opgave at holde en plæne helt mosfri, hvis den ligger skyggefuldt eller på fugtig jord. Her er det bedre at leve i fred med mosset.

Under høje træer og på fugtige steder kan du i stedet for græs anlægge et bed med planter, der passer til forholdene.

Annonce

Kom med til Cph Garden 2022

Fra den 30. juni til 3. juli bliver du igen inviteret til Danmarks største haveshow: Haveselskabets Cph Garden i Ballerup. 4 dage med over 100 forskellige foredrag, 8 unikke showhaver designet af udvalgte havedesignere til lejligheden, haveoplevelser, skønne stande og meget mere. Når billetten er købt, er der gratis adgang til alle foredrag.