Åbne haver 16. juni 2024
I år inviterer 3 haveejere os endnu engang ind i deres private haver
Vi kan igen i år invitere til åbne haver rundt omkring i Lemvig Kredsen.
De tre par der åbner deres private haver for os er:
Peter og Karin Flansmose, Bonnetvej 45, Houe, 7620 Lemvig
Haven i Bonnet er en have under konstant udvikling.
Haven er små 3000 m2, og med tiden blevet beriget med mange bede der i bløde former fletter sig ind i hinanden og derved skaber en have med mange små rum og hyggekroge.
Der er mange sjove og specielle planter man ikke ser så mange steder, samtidig er der bl.a. også blevet plads til både bier, havedam og pavillon.
Erik og Bent Wolder, Strøggade 46, Ramme, 7620 Lemivg
Wolder Haven er en lille parcelhushave på ca. 300 m2. Haven er opdelt i mange mindre rum, med masser af opholdssteder/små terrasser og hjørner. Haven er frodig med masser af planter, bl.a. mange krukker, stauder, Clematis og roser.
Randi og Erling Aillaud, Rønbjerghage 15, 7620 Lemvig
Pensionisthaven For knap 10 år siden anlagde vi haven omkring vores nybyggede hus. Vi kom fra en ret stor have på en skrånende grund til noget, der føltes som en lilleput-have. Vi ønskede at nedscalere på alle områder, så vi gik i gang med frisk mod. Grunden er på knap 600 m2. Når vi trækker hus, carport, redskabsrum, terrasse og drivhus fra, er det i sandhed en passende pensionisthave. Køkkenhaven er et højbed på 4 m2, der er blevet plads til en lille græsplæne, som robotten passer, og bede med forskellige plantetyper: Et surbundsbed, et område med græsser, et med roser med stauder og så "den blandede landhandel" langs raftehegnet. Vi har så megen glæde af vores lille jordstykke, der er beskæftigelse til mange skønne timer derude.